Mads Frost Laursen, 38, har sagt farvel til jobbet som Head of Marketing hos leveringsplatformen Wolt for at tiltræde en stilling som CMO hos Nord Investments.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Hos Nord Investments, der tilbyder automatiseret investeringsrådgivning, også kaldet robotrådgivning, skal Mads Frost Laursen sætte turbo under væksten og “skærpe brandet på markedet for digitale investeringsløsninger.”
Den nye CMO er endda “kunde i butikken”:
“Jeg har fulgt NORD, siden jeg som kunde nummer 368 investerede hos dem i 2017. Og med et afkast på over 40 procent over fire år, blev jeg stor fan af brugervenligheden, de lave omkostninger og det høje afkast. Nu glæder jeg mig til selv at være en del af virksomheden,” siger Mads Frost Laursen i meddelelsen og tilføjer:
“Jeg ser et godt fundament, men også et stort uforløst potentiale, som jeg skal være med til at forløse gennem en stærk fortælling, så vi får taget kendskabet, brandet og væksten til nye højder.”
Mads Frost Larsen er uddannet fra CBS med en BA i Engelsk Erhvervssprog og Europæiske Studier og har en bachelor i marketing fra Copenhagen Business Academy og har tidligere været en fortid som Nordic Marketing Manager hos blandt andre Fujifilm Nordic.