Næsten 8 ud af 10 danskere ønsker at forbyde spilreklamer. Det skriver avisen Jyllands-Posten på baggrund af en repræsentativ rundspørge fra analyseinstituttet Wilke.

Der blev i gennemsnit vist 1.147 spilreklamer i dansk medier i 2021. Det viser en opgørelse, som Kantar Gallup Ad Facts har lavet for avisen.

Der har de senere år været stor debat om spilreklamer i Danmark. En rapport fra Center for Ludomani viste i 2021, at ca. 478.000 voksne danskere har problemer med pengespil – det er en fordobling i forhold til 2016, hvor det var ca. 212.000 voksne, der oplevede problemer. 29.500 voksne danskere har desuden alvorlige spilproblemer, lyder det i rapporten.

Fra skatteminister Jeppe Bruus lyder det til Jyllands-Posten, at regeringen ikke vil afvise et forbud mod spilreklamer i Danmark.

“Som jeg tidligere har sagt, tager vi fat på emnet på den anden side af sommerferien, hvor vi vil kigge grundigt på ikke blot spilreklamedelen, men alt omhandlende spilmarkedet, og jeg afviser bestemt ikke noget på forhånd,” siger ministeren til avisen.

Medlemsorganisationen Spillebranchen, der repræsenterer danske spiludbydere, mener ikke, at der bør indføres et forbud mod spilreklamer i Danmark.

“Nogle politikere vil gribe til det ultimative redskab fra starten, før man overhovedet har set, om man kan nedbringe antallet af reklamer ved at regulere på anden vis,” siger adm. direktør for Spillebranchen, Morten Rønde til Jyllands-Posten.