Kun få dage efter, at den internationale reklamegigant WPP efter sigende varslede, at de forskellige bureauer under GroupM-brandet skulle lægges sammen under navnet WPP Media, er der nu personalemæssige konsekvenser.
Det skriver mediet Adweek, som har talt med flere, nu tidligere, medarbejdere hos GroupM, som har fået en fyringsseddel stukket i hånden.
Adweek har ikke kunnet få fra GroupM til at bekræfte opsigelserne eller omfanget af dem, men beretter, at fyringerne finder sted på tværs af flere brands under GroupM, der blandt andet inkluderer Essence Global, Mindshare og Wavemaker.
Mediet Markedsføring har henvendt sig Jonas Hemmingsen, som er direktør for GroupM i Danmark og Norden, og spurgt, om han kan bekræfte fyringerne, og om der vil være afskedigelser i Danmark.
Han udtaler, at han ”ikke kan kommentere på, hvad der sker på andre markeder”.
GroupM, som har mere end 40.000 ansatte på verdensplan og 440 ansatte i Danmark, bestyrer i Danmark bureauerne Wavemaker, Mindshare og EssenceMediacom og har kunder som Waoo, Netflix og Coca-Cola.
Fyringerne kommer i kølvandet på det, Adweek beskriver som ”vedvarende økonomiske udfordringer” for WPP og GroupM.
Til Adweek har WPP’s direktør, Mark Read, i april fortalt, at GroupM vil være en nøglespiller i WPP’s genopretningsplan, efter koncernen meldte om et fald i omsætningen på fem procent i første kvartal af 2025.
GroupM oplevede også et fald i omsætningen sammenlignet med samme kvartal året før, hvor væksten i USA blev udlignet af tab af kunder fra “tidligere år” og svaghed på det kinesiske marked.
”Når GroupM er bedst, er brandet ekstremt konkurrencestærkt. Vi skal bare sørge for, at de leverer hver eneste dag af ugen,” sagde Mark Read.