Huscompagniet har efter syv måneders forarbejde lagt en ny marketing- og kommunikationsstrategi, som i dag bliver lanceret med en ny kampagne i spidsen.
I centrum for kampagnen sætter Huscompagniet fokus på de kunder, som gerne vil bygge et nyt hus – men som også er i tvivl og søger råd. Det oplyser bureauet bag kampagnen, Nørgaard Mikkelsen, i en pressemeddelelse sendt til Markedsføring.
Kampagnen har fået taglinen “Gode råd er der nok af. Vores bygger på indsigter”. Tanken er, at Huscompagniet vil sætte fokus på den kompetente rådgivning, som man kan give nye husbyggere.
Vi er en videns-virksomhed, der hele tiden udvikler sig, og det er fundamentet i vores rådgivning. Mange af vores kunder der bygger nyt, skal prøve det for første gang, og vi vil derfor være det sikre og trygge valg som byggepartner”, siger Lisbet Stolberg, CMO i Huscompagniet, i pressemeddelelsen.
Udover kampagnefilmen lancerer Huscompagniet også i dag et nyt digital univers, hvor der er fokus på gode råd og viden. Og relanceringen af Huscompagniets kommunikative fokus er stort, lyder det fra Nørgaard Mikkelsen.
”Vores opgave er at samtænke hele løsningen for Huscompagniet. På tværs af kanaler, discipliner og over tid i en stærk og samlet kommunikationsplatform og en opdateret visuel identitet. Dermed bliver det tunge indledende strategiarbejde til klare og tydelige budskaber til kunderne,” lyder det i pressemeddelelsen fra CEO i Nørgaard Mikkelsen, Kasper Kjærsgaard Jensen.
Du kan se den nye kampagnefilm fra Huscompagniet herunder: