Fra 1. marts 2027 vil danske annoncører få mulighed for at købe reklameplads på den populære streamingtjeneste.
Det oplyser Netflix selv på platformens nyhedsside.
Og det man som annoncør får adgang til, er ifølge Netflix’ president of Advertising, Amy Reinhard, noget de fleste brands bør se nærmere på.
“Vi har banebrydende teknologi. Vi har fantastisk underholdning. Vi har det mest engagerede og opmærksomme publikum overhovedet. Vi har bevist, at vi er effektive. Og vi er klar til at konkurrere med alle,” udtaler hun til sitet.
Ifølge B.T, der citerer Ritzau, har Tyskland allerede Netflix-reklamer og ”her koster et standardabonnement 15,99 euro – svarende til 120 kroner – mens det samme abonnementet med reklamer koster 6,99 euro – omkring 52 kroner”.
Herhjemme koster et standardabonnement pt. 149 kroner.
I forhold til reklameslots oplyser Netflix på sin hjemmeside, at man kan forvente at se et par korte reklamer hver time, og at man får vist reklamer før og under udvalgte serier og film.
”Et stort øjeblik for Netflix”
Ifølge streamingtjenestens egne oplysninger når reklameabonnementerne ud til flere end 250 millioner månedlige aktive seere i hele verden.
Tjenesten oplyser videre, at Netflix’ reklameindtægter i 2025 voksede til over 1,5 milliarder dollar, og at man forventer, at fordoble dette til tre milliarder dollar i 2026.
I en udtalelse fra Netflix kalder Amy Reinhard ændringen for ”et stort øjeblik for Netflix”.
“Vi bringer reklame til 15 nye lande i 2027, herunder ni alene i Europa. Udvidelse på tværs af EMEA betyder endnu flere muligheder for at samarbejde med globale og lokale kunder, samtidig med at vores medlemmer får flere måder at nyde Netflix på.”
Konkrete priser på annoncer – og på de reklamefinansierede abonnementer – ventes oplyst tættere på lanceringsdatoen 1. marts 2027.