For femte år i træk skal de stærkeste indsatser inden for social media management kåres, og nu er finalisterne fundet.

Det oplyser konferencevirksomheden The Next Stage, der står bag prisen sammen med Erhvervsakademi Aarhus, i en pressemeddelelse.

Prisen Social Media Team of the Year uddeles i forbindelse med årets Social Media Manageren-konference, og den går til ”teams og profiler, der har udmærket sig med strategisk snilde, kreativitet og dokumenterbare resultater på sociale medier,” fremgår det af meddelelsen.

Som noget nyt i år uddeles prisen i fire forskellige kategorier, og samlet har juryen udvalgt 19 finalister.

“Årets finalister viser, hvor bredt og ambitiøst der bliver arbejdet med sociale medier i Danmark. Vi ser både stærke kommercielle cases, kreative indsatser med små budgetter og offentlige aktører, der bruger sociale medier til at skabe engagement og fællesskab,” udtalerThomas Wahl, der er juryformand, samt stifter og partner i The Next Stage, i meddelelsen og tilføjer:

”Fælles for finalisterne er, at de har formået at gøre sociale medier til mere end bare synlighed – de bruger dem strategisk til at skabe reel værdi.”

Startede med en enkelt kategori

Social Media Manageren blev oprindelig lanceret i 2022 af Dansk Markedsføring, dengang Thomas Wahl var direktør i foreningen – også dengang sammen med Erhvervsakademi Aarhus.

Det første år blev der kun uddelt en enkelt pris – den gik til Liberal Alliance.

Året efter var der to priser, som Matas og TV 2 Østjylland snuppede. Sidstnævnte i den nye kategori ”non-commercial”.

Efter Thomas Wahl forlod Dansk Markedsføring besluttede foreningen, at man ikke længere ønskede at arrangere Social Media Manageren-konferencen, som siden 2024 har ligget i regi af Thomas Wahl og Jacob Schack Iversens virksomhed The Next Stage.

I deres første år, 2024, uddeltes fortsat to priser, som henholdsvis Power og Københavns Biblioteker tog sig af.

Sidste år blev der uddelt tre priser: Commercial B2C, som 3 Danmark vandt, Non-commercial, som TV2 XOR vandt og en B2B-prois, som KMD tog sig af.

Og i år introduceres så den fjerde kategori, idet Commercial-kategorien deles op i to: B2C Large budget og B2C Small budget

Du kan se finalisterne i de fire kategorier herunder.

Vinderne afsløres den 28. oktober ved Social Media Manager-konferencen i Musikhuset i Aarhus.

COMMERCIAL – B2C LARGE BUDGET

• Danish Crown
• DSB
• Metro
• Matas
• Arla Foods, Inspirationskøkken

COMMERCIAL – B2C SMALL BUDGET

• The Döner
• Københavns Zoo
• Netto
• Villa Rørvig
• Juelsminde Havn & Marina

NON-COMMERCIAL/PUBLIC

• TV2 Østjylland
• Fyns Amts Avis
• A GEN Z company for Anders Winnerskjold (Socialdemokratiet Aarhus)
• Københavns Universitet
• Dansk Folkeparti

COMMERCIAL – B2B

• Dagrofa Foodservice
• TDC Net
• Heibæk Entreprenør 
• Carlsberg Group