Ege Carpets har netop udnævnt Tenna Knak som ny global marketing- og produktdirektør.

Hun indtræder samtidig i den øverste daglige ledelse som led i ambitionerne om at skabe verdens bedste og mest bæredygtige tæpper.

Det skriver tæppe-producenten i en pressemeddelelse.

Tenna Knak kommer fra en stilling som Europæisk marketingdirektør hos den amerikanske vindue- og dørproducent Jeld-Wen.

“Ege Carpets er en utroligt spændende virksomhed i en rivende udvikling, som jeg er meget stolt af at blive en del af. Særligt inden for produktudvikling og bæredygtighed er der fart på, og jeg glæder mig meget til at være med til at forsætte denne rejse sammen med teamet hos Ege Carpets,” siger Tenna Knak i meddelelsen.

Hun uddyber:

“Noget af det første, jeg tager fat på, er at sikre, at vi har en klar sammenhæng mellem produkt- og marketingstrategien og vores overordnede vækststrategi. Det er vigtigt for mig, at vi arbejder i samme retning, så derfor er mit fokus også helt konkret på at få samlet mit team. Vi skal have udarbejdet nogle skarpe, konkrete og realistiske strategier, der støtter op om Ege Carpets’ kerneværdier og samlede visioner.”

Fra Rune Stephansen, topchef i Ege Carpets, lyder det om Tenna Knaks tiltrædelse ”Tenna kommer med en stærk faglig profil og erfaring, som passer rigtigt godt ind i de ambitioner, og jeg glæder mig til at se, hvordan hun kommer til at styrke vores daglige ledelse og Ege Carpets som helhed.”

Ege Carpets blev grundlagt i 1939 og har hovedsæde i Herning.