Ledigheden i salg og marketing rører sig ikke ud af flækken, viser helt nye tal fra Business Danmark og Danmarks Statistik.

Ledigheden lå i de to brancher i april på 4,57 procent. Det er præcis det samme som i marts.

Generelt har ledigheden været stort set den samme i branchen siden september 2023, hvor ledigheden var 4,71 procent. Og det er uhørt stabilt, lyder det fra Business Danmark.

“Otte måneder i streg har ledigheden ligget mellem 4,52-4,79% fra september til april – et udsving på kun 0,27 procentpoint. I kontrast har udsvingene de foregående tre år i samme periode været mellem 0,8-1,1 procentpoint,” lyder det i en mail fra kommunikationschef Michael Krag-Svendsen til Markedsføring.

I Business Danmark oplever man stadig, at der er udskiftning på jobposter, men at især nyuddannede marketingprofiler har svært ved at finde ind på arbejdsmarkedet.

“Unge nyuddannede i marketing har det sværest – dem, der blev uddannet i vinter, får næste måned konkurrence fra en masse nyuddannede her til sommer,” skriver kommunikationschefen.

Samtidig oplever Business Danmark generelt, at virksomhederne ser markedet meget an og er varsomme med at ansætte mange mennesker, skriver kommunikationschefen.