I anledning af FN’s Verdensmåls 10 års-fødselsdag i dag, torsdag den 25. september, har en gruppe unge, danskere, der kalder sig ‘Verdensmålsambassadørerne’ åbnet en pop up-butik i det indre København, som sælger … ingenting.

Det oplyser Ulik Kepinski, der er associate creative director på Uncle Grey i en mail til Markedsføring.

Ikke fordi bureauet har været involveret i kampagnen, for det har de ikke, men Ulik Kepinski underviste det unge netværk i kampagne-mageri på en workshop i august. Og derfra konceptualiserede, udviklede og eksekverede de selv kampagnen.

”I forløbet har jeg udfordret ambassadørerne til at tænke ud over dyre, traditionelle medier og bruge kreativitet til at få budskaberne til at sprede sig og skabe samtaler. På få måneder og uden bureauhjælp har de selv realiseret en stærk kampagne,” skriver han.

Tomme stativer i pop up-shop skal gøre opmærksom på danskerne overforbrug af især tøj. Foto: PR

Karoline Fodgaard Hansen, der er presseansvarlig for Verdensmålsambassadørerne, oplyser, at målet med kampagnen er at gøre opmærksom på FN’s Verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion.

“Vi kan vælge anderledes”

”Danmark klarer sig dårligst på Verdensmål 12, og vi er nødt til at gøre noget nu, hvis vi gerne vil nå i mål med verdensmålene inden 2030. Det er paradoksalt, at vi som et af verdens rigeste lande ikke er bedre til at tage ansvar for vores forbrug,” skriver hun i en opfølgende mail til Markedsføring og uddyber:

”Hvis alle levede ligesom danskerne, ville vi have brug for næsten fem jordkloder. Det siger alt om, at vi må ændre kurs. Vi skal væk fra en kultur, hvor nyt altid er bedre end brugt. Det er ikke bare en vane, det er en nødvendighed for klimaet.”

Hvad forventer I at få ud af det?

”Vi vil gerne inspirere danskerne til at se værdi i det, de allerede har frem for at jagte det næste køb. Med kampagnen ønsker vi at minde folk om, at vi kan vælge anderledes. At vi kan bremse overforbruget. At mest bæredygtige valg er ikke at købe nyt, men at bruge det, som vi allerede har.”

“Fem år til at indfri løfterne”

Ud over pop up-butikken med de tomme tøjstativer og bøjler kører kampagnen også online med en webshop, hvor man også kan købe ’ingenting’ – endda i forskellige størrelser og farver – en Instagram-aktivering og endda muligheden for at ønske sig ’ingenting’ på Ønskeskyen.

Om Verdensmålsambassadørerne

  • Verdensmålsambassadørerne er et netværk af unge formidlere, projektledere, aktivister og meningsdannere, som arbejder for en mere lige, bæredygtig og retfærdig verden
  • De starter samtaler, peger på løsninger og inspirerer mennesker til at tage del i en bæredygtig samfundsudvikling
  • Alle Verdensmålsambassadører er uddannet på Verdensmålsakademiet, som et ugekursus i bæredygtighed, Verdensmål og aktivisme. Det blev afholdt første gang i august 2021 og har siden kørt hvert år med 50 deltagere på hvert akademi
  • Verdensmålsakademiet er et samarbejde mellem Verdens Bedste Nyheder og Dansk Ungdoms Fællesråd, og er finansieret af Tuborgfondet.

Og ifølge Sara Bang, projektleder på mediet ’Verdens Bedste nyheder’, der er en del af Verdensmålsakademiet, så begynder det at haste med at sætte ind.

”I dag fylder Verdensmålene 10 år. Der er dermed nu kun fem år til at indfri løfterne. I den anledning sætter vi fokus på nødvendigheden af, at danskerne sætter en stopper for det enorme overforbrug,” skriver hun og tilføjer:

”Hvis vi skal tage ansvar for miljøet og Verdensmål 12, må vi ændre vores vaner: købe mindre, bruge vores tøj længere og prioritere genbrug og reparation frem for altid at købe nyt.”

Og hvad synes den professionelle kreative, så om resultatet, Ulik?

”Jeg synes, det er en enormt simpel idé, der på én gang illustrerer problemet og tilbyder løsningen i en kontekst, vi alle kender og forstår. Det er den type idé, som er let at integrere, og ambassadørerne gør det ved at bruge de medier, vi typisk anvender i klassisk markedsføring: pop-up-shop, packshots og Ønskeskyen-features.”