Hvad kunne næsten være en mere passende måde at reklamere for genbrugsbutikker end selv at genbruge?
Det er tanken bag en ny kampagne fra Red Barnet, der skal sætte fokus på det arbejde, som 400 frivillige i Red Barnets genbrugsbutikker landet over udfører for at rejse penge til arbejdet med børn og familier i udsatte situationer.
Det skriver Red Barnet og reklamebureauet bag idéen, TBWA/Copenhagen, i en mail til Markedsføring
Første eksekvering twister det ikoniske slogan “Sig Jolly til din Cola”, som op gennem 60’erne sikrede det danske cola-brand masser af omtale.
Og planen er, at andre store, danske brands også på sigt vil lægge deres velkendte ”brugte” slogans til kampagnen.
”Det er jo slogans fra en tid, hvor reklame på mange måder var lidt nemmere og noget, som vi alle husker og har en eller anden relation til. Og de holder jo stadig – akkurat som det tøj og legetøj, der sælges i Red Barnets butikker. Så vi håber kampagnen vil blive modtaget med genkendelsens glæde,” lyder det i meddelelsen fra Peder Stryhn, der er kreativ direktør på TBWA\Copenhagen.
I dialog med andre brands
Hos Bryggeriet Vestfyen er man stolte af at kunne bidrage til Red Barnets genbrugsmission.
”Som den originale danske cola fra 1959 står Jolly for noget ægte og autentisk – noget, der har holdt værdi gennem generationer,” lyder det fra Thomas Lindegaard, senior brand manager på bryggeriet.
Han kalder det “meningsfuldt for os, at noget brugt kan få nyt liv og værdi for andre”.
“Vi er glade for og stolte over, at vores gamle slogan kan være med til at sætte fokus på, hvordan genbrug også kan holde værdi og gøre en forskel for økonomisk udfordrede familier i Danmark,” udtaler han.
På TBWA / Copenhagen siger Peder Stryhn, at man er “i dialog med flere brands, der også gerne vil lægge deres velkendte, tidligere slogans til kampagnen”.
“For dem er det jo også en unik mulighed for at gøre noget værdifuldt ved blot at låne os deres gamle slogans, så vi kan genbruge dem i en god sags tjeneste,” siger han.
Kampagnen kører i første omgang som outdoor, digitalt og på sociale medier.
Og med netop denne type kampagne er det oplagt at tænke i genbrug, lyder det fra Asif Udin, der er senior udviklingskonsulent for Red Barnets Genbrug.
”Genbrug skaber et positivt kredsløb ved at give de ting, som vi ikke bruger længere, en ny værdi for andre – desuden hjælper overskuddet fra salget os med at redde, beskytte og styrke udsatte børn lokalt, nationalt og internationalt. Det er det, som kampagnen skal gøre danskerne opmærksomme på.”
Squash-univers blev også genbrugt
At genbruge reklameuniverser har også andre end Red Barnet forsøgt sig med.
I 2010 gik margarine-brandet Becel således ud med en kampagne, hvor den ikoniske Tuborg Squash-duo, Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard, optrådte i ‘kiosken’. Men altså som frontfigurer for margarine og ikke Squash.
Becels kampagne var clearet med bryggeriet, men hvad ingen helt havde forudset, så viste det sig, at de to figurer var så forbundet med Squash-brandet, at når Becel kørte sine TV-reklamer, kunne det ses på salg og kendskab hos Squash.