Den nye Spider-Man: Brand New Day biograffilm havde allerede skrevet historie, før de første biografgæster havde sat sig til rette.
Ifølge Forbes har filmen indgået 165 kommercielle partnerskaber, som har skabt en medieværdi på 309 millioner dollar – svarende til omkring to milliarder danske kroner. Det er ifølge mediet rekord for en blockbuster.
En del af partnerskaberne er også synlige i selve filmen, skriver DR. Således bruger Peter Parker blandt andet Samsung-telefoner, Little Caesars (Pizzabrand, red.) indgår i handlingen, mens ASUS-computere, BMW-biler og skuespilleren Tom Hollands eget alkoholfrie ølmærke, Bero, også optræder på lærredet.
Kan ramme mange forbrugere på én gang
Ifølge Ann Lind Andersen, der er film- og tv-anmelder hos What2Watch, er Spider-Man en oplagt samarbejdspartner for virksomheder, fordi superhelte-figuren har “en exceptionelt bred målgruppe”, som spænder på tværs af alder og interesser.
Og det gør franchisen attraktiv for brands, der ønsker at ramme mange forbrugere med én kampagne, siger hun i DR P1-programmet K-live.
Selvom product placement er et gammelt fænomen har brands optræden på det store lærred historisk, ifølge Forbes, været begrænset, blandt andet fordi det kunne resultere i søgsmål, hvis filmskabere brugte brands uden tilladelse.
Den nye medievirkelighed, hvor folk ser mindre tv – og dermed færre af de klassiske 30-sekunders spots – har ifølge mediet gjort placeringer i biograffilm mere attraktive for brands, da de når meget bredere ud end langt de fleste influencere kan, og er et medie folk ikke skipper.
Markedsføring har tidligere omtalt nyere forskning i product placement, der viste, at placeringer i biograffilm får forbrugerne til bedre at huske et brands produkt, men at det ikke nødvendigvis gør, at de bedre kan lide det.