Den internationale sportskæde Intersport har valgt Zupa som deres nye leadbureau i Danmark. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
”De fleste af os har selv købt fodboldstøvler, træningsdragter eller badmintonketsjere i Intersport som børn – og er stadig flittige kunder i dag. Så vi glæder os selvfølgelig helt vildt til at kanalisere vores sportsglæde ud i det kreative arbejde og skabe markedsføring, der kan mærkes. Samtidig tror vi på, at vi med vores erfaring og digitale set-up kan bringe noget nyt til samarbejdet, som kommer både Intersport og deres kunder til gode,” skriver Thomas Mørup, commercial director hos Zupa, i meddelelsen.
Samarbejdet mellem Zupa og Intersport blev indgået før sommerferien, og kemi, kreativitet og erfaring med retail blev tungen på vægtskålen, da valget skulle træffes.
”Vi har valgt Zupa på grund af deres høje kreative niveau, deres store erfaring med frivillige kæder og ikke mindst, deres digitale ophav. Herudover har noget så gammeldags som god kemi med hele Zupa-holdet spillet en stor rolle i vores beslutning om at skifte bureau. Det er selve essensen i et tæt og produktivt samarbejde,” skriver Thomas Grøndahl, head of marketing for Intersport Danmark, og tilføjer:
”I første omgang er målet med skiftet at give vores dag-til-dag markedsføring et løft og sikre, at internationale kampagner bliver tilpasset vores danske marked på en indsigtsfuld og kreativ måde. På sigt kommer vi til at kigge nærmere på både brand- og mediestrategi, ikke mindst med fokus på den digitale del, så vi forbliver relevante, meningsfulde og tilgængelige for vores kunder på de rigtige platforme.”