Vinderen af titlen som Årets CMO 2026, Steffen Lundgren Kristensen, rykker op og får udvidet sit ansvar hos YouSee.

Fremover får Steffen Lundgren Kristensen således også marketingansvaret for TDC Consumer Brand. Hans titel kommer til at lyde SVP & chief marketing officer, YouSee og TDC Brands Consumer.

Og han ser det selv som en “spændende udvidelse af mit ansvar”, skriver han i en mail til Markedsføring.

“Jeg fortsætter som CMO for YouSee og får samtidig ansvaret for at opbygge stærkere fælles specialistmiljøer på tværs af vores fire Consumer-brands: YouSee, Telmore, Hiper og eesy. Det giver os mulighed for at kombinere de enkelte brands’ stærke positioner med større specialisering og skala samt skabe endnu mere værdi med vores ressourcer og in-house kompetencer,” skriver han.

“Det spændende ved opgaven er ambitionen om at bevare hvert brands særkende og styrke, samtidig med at vi løfter kvaliteten, effektiviteten og gennemslagskraften på tværs.”

Er det et udtryk for, at marketing bliver anset som endnu vigtigere i YouSee og TDC Brands Consumer fremover?

“Marketing er allerede en afgørende kommerciel disciplin, og betydningen bliver ikke mindre fremover. Stærke brands og effektive brandplatforme, attraktive værditilbud og relevante kundeoplevelser bliver stadig vigtigere konkurrenceparametre, særligt når de kombineres med effektiv brug af data, teknologi og AI til fx effektivt medieindkøb. Den nye organisering skal hjælpe os med at omsætte det potentiale til stærkere brands og endnu større forretningsmæssig effekt.”

Med de nye titler får Steffen Lundgren Kristensen blandt andet ansvaret for områderne digital media og performance marketing, brand marketing og creative services (som inkluderer indholdsproduktion).

“Min opgave bliver at opbygge stærke specialistteams, reducere overlap og skabe større kvalitet og effekt på tværs af de fire brands,” skriver han.

“Den overordnede brandporteføljestrategi faciliteres centralt, men ejerskabet af brandstrategi og marketingplan forbliver lokalt i de respektive brands. De enkelte brands skal fortsat definere deres position og retning, mens de fælles teams skal understøtte dem med stærkere specialistkompetencer, skala og mere effektiv eksekvering.”