Opdateret med kommentar fra Boii Studios’ CEO. Virksomheden MASH 16 ApS, der driver tøjbutikskæden Boii Studios, er igen blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden. 

Selskabet har efter Forbrugerombudsmandens opfattelse overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning ved i seks butikker at have udsalgsskilte, der giver forbrugere indtryk af, at alle varer i butikkerne er på udsalg.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Seks Boii Studios- butikker, beliggende i København, Odense og Aarhus har haft skilte med teksten ”ALT SALE 50%”. 

Og det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at udsalgsskiltene er i strid med markedsføringslovens forbud mod vildledning, idet skiltene kan give forbrugerne det fejlagtige indtryk, at samtlige varer i butikkerne er nedsat med 50 %. 

I realiteten gælder tilbuddet kun et udvalg af nedsatte varer, hvilket ikke fremgår tilstrækkeligt klart af skiltene. 

Er sket en gang tidligere i år

Det er ikke første gang Forbrugerombudsmanden politianmelder MASH 16 ApS.

Det samme skete tidligere på året på grund af skilte med teksten ”ALT UDSALG I BUTIKKEN 50%”, hvor ordene ”ALT” og ”50%” var ”fremhævet med væsentligt større skrift end den del af teksten, der udgjorde undtagelsen til tilbuddet”. 

Herefter ændrede selskabet teksten til det nuværende ”ALT SALE 50%”, men Forbrugerombudsmanden vurderede, at skiltningen stadig var vildledende, og gav derfor selskabet en kort frist til at tage skiltene ned, hvilket selskabet ikke gjorde. 

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger i pressemeddelelsen:

”Vi har politianmeldt virksomheden for – på ny – at anvende skilte, der kan vildlede kunder og lokke dem ind i butikkerne. Det er ikke lovligt at forsøge at påvirke en forbruger med vildledende udsagn, der som her kan give indtryk af, at et udsalg er langt mere omfattende, end det reelt er.”

Boii Studios’ CEO: Vi er ikke enige

Markedsføring har efterfølgende talt med Boii Studios nye CEO, Lars Andresen, der startede i august.

Har I fra selskabets side en kommentar til den politianmeldelse, der er kommet?

”Ja, det startede jo med, at vi havde et skilt tilbage i marts måned, som Forbrugerombudsmanden politianmeldte os for. Siden blev der lavet et nyt skilt på baggrund af det input, den daværende ledelse fik fra Forbrugerombudsmanden,” siger Lars Andresen til Markedsføring og uddyber:

”Det var bl.a. noget med fonttyper og størrelse, så vi ændrede til ”ALT SALE 50%”. Men da jeg kommer til i august, kommer der en anmeldelse af dette skilt også, så jeg allierer mig med advokatfirmaet Brun & Hjejle og siger, hvad gør vi her?”

Siden har Boii Studios via advokaten meddelt Forbrugerombudsmanden, at man ikke er enig, men da sagen er anmeldt, kører den, siger Lars Andresen.

”Og så må vi jo vente og se om der kommer en sag ud af det, og gør der det, så skal vi naturligvis løse det på en god og professionel måde. Taber vi, må vi rette ind, og vinder vi, ja, så var der ikke en sag,” siger Lars Andresen og tilføjer:

”Men i mellemtiden har vi dog rettet skiltet igen.”

Okay, så hvad står der nu?

”Nu står der ”Alt udsalg 50%” i samme fontstørrelse, og det har vi da indtil videre ikke fået nogen anmeldelser for. Men skulle det ske, at Forbrugerombudsmanden heller ikke synes, at det skilt er godt nok, så må vores advokat indgå i en dialog med dem. Og kommer der er sag, så erklærer vi os uenige, og så må vi se, hvad en dommer vil sige til det.”

Artiklen er opdateret tirsdag klokken 16.20 med kommentarer fra Boii Studios CEO, Lars Andresen, red.