Debat: Stories og reels kan noget, som taler og tv-debatter ikke kan

Når Meta fra her fra oktober har lukket for politisk annoncering i Europa, er det ikke bare en justering i annonceindstillinger.

Det er et seismisk ryk i den digitale infrastruktur for politisk kommunikation og et wake-up call til både politikere og kampagnefolk. 

I årevis har politiske aktører vænnet sig til at ramme vælgere med nærmest kirurgisk præcision på sociale medier. Men når Meta nu siger nej til politisk annoncering, er det samtidig et farvel til noget af den mest målrettede politiske kommunikation i nyere tid.

Den nye EU-forordning om gennemsigtighed og målretning af politisk reklame betyder, som dr.dk skriver, at partier og kandidater fra oktober mister muligheden for at køre politiske og valgrelaterede annoncer i EU.

Det betyder også, at vi går ind i et kommunalvalg, hvor klassiske kampagnegreb ikke længere har værdi og må gentænkes for at få en stemme i valgkampen.

Det handler ikke kun om at vinde på rækkevidde, kliks og CPM. Men om at vinde på tillid, autenticitet og relationer.

Og det er præcis det, de stærkeste influenter har bygget deres følgerskare på. Én story og én kommentar ad gangen. 

Spørgsmålet er ikke længere, om influenter har politisk magt, men hvor langt deres magt egentlig rækker.

Alt for længe har vi reduceret influenter til ‘reklamesøjler’. Men deres rolle er i dag langt mere omfattende:

De kan sagtens være kulturskabere, normbrydere og i stigende grad politiske stemmer. De formidler ikke bare trends, de flytter grænser for, hvad vi taler om, hvordan vi taler om det, og hvem der får taletid.

For når Rasmus Brohave sætter sig bag mikrofonen og inviterer statsministeren eller unge iværksættere ind i sin videopodcast, er det ikke bare underholdning.

Det er en ny offentlighed.

En arena, hvor samtalerne finder sted uden om de klassiske medier, og hvor unge lytter med på en måde, de sjældent gør til partilederrunder. 

Tænk hvad det betyder, når statsministeren bliver inviteret med indenfor i et univers af 290.000 abonnenter.

Resultatet: næsten 80.000 seere, 43 minutters taletid og budskaber, der går lige ind hos en generation, som ellers er svær at nå.

Det samme mønster ses hos andre profile

Når Nina Claire på Instagram deler ærlige refleksioner om alt fra moderskab og barsel til mental load, er det ikke blot content.

Det er en stemme, der trænger ud til snakkene ved køkkenbordet og i landets kantiner, og det omsætter emner fra privatlivet til kollektiv bevidsthed.

Og når Michelle Meier-Morsi ender med at få indflydelse på lovgivning, er det et vidnesbyrd om, at influenternes stemme når langt ud over Instagram.

De kan oplyse, og de kan ændre holdning i samfundet, og det skal politikerne ikke undervurdere. 

Det, vi ser, er ikke bare kommunikation.

Influenternes magt ligger i, at de både er personer og medier på én gang.

De er individer med følelser, erfaringer og historier – og samtidig kanaler med en rækkevidde og en troværdighed, som mange redaktioner og partier kun kan misunde.

Netop derfor er de svære at ignorere. De kan sætte emner på dagsordenen uden redaktionelle filtre og mobilisere følelser, der omsættes til handling.

Derfor vil vi i fremtiden se langt flere influenter tage politiske budskaber på sig. 

Og vi ser allerede, hvordan holdningsbåret indhold kan flytte noget i praksis, og det vil kun blive tydeligere i et stadig mere modent influencerlandskab. 

Derfor er tiden inde til, at vi som kommunikationsrådgivere ændrer vores mindset fra at se influenter som reklamesøjler til en vigtig kanal, når det kommer til at sætte politiske emner på dagsordenen. 

Det er ikke nok at købe sig ind i et feed. Gennemslagskraften ligger hos dem, der formår at agere i krydsfeltet mellem samfund og indflydelse, og som også forstår at skabe en autentisk kobling mellem influent og budskab. 

Resten risikerer at stå tilbage og overse, at nogle af tidens mest betydningsfulde stemmer allerede taler til og for de mennesker, alle prøver at nå.