’Det er ikke alle mærker, der er lige synlige’ er titlen på en ny kampagnefilm fra Lev Uden Vold, der sætter fokus på psykisk partnervold. 

Filmen er skrevet og instrueret af Salle Salée, der ud over at være skuespiller også er repræsenteret som ny instruktør hos Plotworks. Det oplyser produktionsselskabet i en mail til Markedsføring.

Kampagnefilmen taler til dem, der tvivler på, om de oplever psykisk vold i deres parforhold, og Salle Salée udtaler i mailen selv om tankerne bag filmen, der er skabt for organisationen Lev Uden Vold.

”Hvorfor gik hun ikke bare?” en klassisk bemærkning, jeg får kæmpe kuldegysninger af. Det understreger tabuet og pointen, at vi stadig går rundt med en kollektiv opfattelse af, at psykisk vold er noget, vi selv bør kunne håndtere. Men det er jo netop i det hemmeligholdte, det skjulte, at vanvid og vold kan vokse sig størst,” lyder det fra instruktør, der tilføjer:

“Det er den forestilling jeg gerne ville arbejde med: Hvad ville der ske, hvis nu psykisk vold afgav lige så synlige mærker, som fysisk?”  

Skuespiller og instruktør Salle Salée. Foto: PR

Kun få anmeldelser

Bag Lev Uden Vold står Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), Dannerhuset, Dialog mod Vold, Mandecentret og Mødrehjælpen, og kampagnen bygger blandt andet på en ny rapport fra organisationen og analysehuset Epinion.

Rapporten viser, at mange danskere har stereotype forestillinger om vold i hjemmet, ligesom der findes fordomme og manglende viden om psykisk vold, som har været strafbart i Danmark siden 1. april 2019.

”Vi ser fortsat kun få anmeldelser og domme om psykisk vold, og fire ud af ti danskere ved ikke, at psykisk vold er strafbart. Vi har derfor løbende fokus på at synliggøre og udbrede viden om psykisk vold, og sikre at flest muligt ved, hvor de kan få hjælp og rådgivning,” lyder det i mailen fra Elsebeth Kirk Muff, direktør i Lev Uden Vold.

Kampagnefilmen, som vises fra uge 44 på Lev Uden Volds kanaler, har derfor til formål at skabe større bevidsthed om psykisk vold. 

Problemer skal konfronteres

Salle Salée udtaler i mailen, at hun i de seneste år har researchet meget på psykisk vold.

”Så projektet passede ret godt til en fortælling, jeg gerne vil sætte præg på og bringe frem i lyset. Psykisk vold kan hænge sammen med begrebet ’gaslighting’, som mange kender,” udtaler hun i mailen og tilføjer:

”Jeg tror på, at vi skal konfrontere disse problemer blandt os – som mennesker – for virkelig at gøre en forskel. Jo mere vi ved om psykisk vold, jo nemmere og hurtigere kan vi hjælpe os selv og hinanden.”

Og den unge instruktør får roser med på vejen fra Tim Resdal, executive producer hos Plotworks:

”Salle er ny instruktør hos Plotworks, og det er skønt at se hende arbejde så dybt ned i materien. Hun er kendt hos mange som en enormt dygtig og alsidig skuespiller, og i sit instruktørarbejde formår hun at skabe dybe og menneskelige fortællinger,” lyder det fra ham i mailen.

Se Salle Salées film for Lev uden Vold her.