Det digitale bureau SparkForce har fejret 1 års-fødselsdag med sit første opkøb.
Således bliver det demand-specialiserede marketingbureau Saabyemedia pr. 1. december formelt en integreret del af SparkForce, der har specialiseret sig i kombinationen af demand generation og performance marketing-løsninger til B2B SaaS-virksomheder.
Grundlæggeren af Saabyemedia, Frederik Saabye, rykker sammen med en af sine medarbejdere ind hos SparkForce, hvor han bliver partner og Growth Lead, og det er et godt match, mener han.
”Det er en af de situationer, hvor 2+2 giver 5. Det giver mening for begge parter. Vi har begge store forventninger til samarbejdet”, siger Frederik Saabye i meddelelsen.
SparkForce er på sit første år vokset fra 1 til 13 medarbejdere og har ifølge CEO og stifter, Casper Rouchmann, oplevet ”imponerende vækst” siden starten.
Fastholder majoriteten
Der ligger ikke noget tilgængeligt regnskab for SparkForce, da virksomheden er ny, så måske kan du uddybe, hvad ‘imponerende vækst’ dækker over?
”Helt sikkert. Vi omsætter for 4,5 millioner kroner i år ét, og det er selvom de første folk først blev ansat fra februar af. Jeg forventer, at vi omsætter for over 10 millioner næste år,” skriver Casper Rouchmann til Markedsføring.
Efter opkøbet fortsætter Casper Rouchmann som CEO, mens Frederik Saabye bliver partner og Growth Lead. Deres fælles mål er at ”udvide den internationale kundeportefølje med fokus på det europæiske marked”.
Hvor meget har SparkForce betalt for Saabyemedia?
”Jeg kan ikke dele beløbet, men der er tale om et equity-buy. Jeg sidder stadig på majoriteten efterfølgende,” skriver Casper Rouchmann.