Det hastigt voksende Google marketing-bureau Lazzaweb har været på opkøb i egen branche og overtager det digitale marketingbureau Nissen&Co.
Det oplyser parterne i mail til mediet Markedsføring.
Købet sker, hedder det i mailen, ”som et led i en strategi, hvor fokus er at styrke markedspositionen yderligere og bidrage til realiseringen af ambitiøse vækstplaner.”
”Med opkøbet af et ambitiøst bureau som Nissen&Co tilføjer vi et talentfuldt team og en portefølje af spændende kunder til Lazzaweb, som vil styrke vores allerede robuste markedsposition,” skriver Mathias Teis, adm. direktør i Lazzaweb i mailen og fortsætter:
”De kommende medarbejdere opererer under de samme værdier som os og deler samme DNA. De kommer med spændende, nye kræfter, som kan bidrage til vores fortsatte innovation og vækst.”
Nissen&Co er ejet af Nissen Group og ud over grundlægger, Emil Nissen, følger yderligere to medarbejdere med over i Lazzaweb, og Emil Nissen selv indtræder i bureauets partnergruppe.
“I millionklassen”
Lazzaweb ønsker ikke at sætte præcise tal på handlen, men oplyser, at den er i “i millionklassen” og finder sted ved, at Emil Nissen har geninvesteret i Lazza Group – selskabet bag Lazzaweb.
Og han ser frem til at blive en del af partnergruppen:
“Det er med stor begejstring og ære, at jeg træder ind i Lazzawebs partnergruppe. Denne mulighed for at være med til at forme fremtiden for et så dynamisk og innovativt selskab er både inspirerende og motiverende,” skriver Emil Nissen i mailen og tilføjer:
”Jeg ser frem til at samarbejde tæt med det talentfulde team for at levere banebrydende løsninger og fortsætte med at skabe ekstraordinær værdi for vores kunder.”
Lazzaweb kom ud af 2022 med en bruttofortjeneste på 17,2 millioner kroner mod 13,5 millioner kroner året før, og landede et resultat på 6,3 millioner kroner før skat mod 3,3 millioner kroner året før.
I løbet af 2023 har bureauet underskrevet aftaler med brands som Beierholm, Creme Fraiche og Jakobsen Plus.
Lazzaweb er etableret i 2015 og har i dag 30 medarbejdere på kontoret i Aalborg.