VML MAP leverede et mindre profitabelt regnskab i 2025 end i 2024.

Det fremgår af bureauets netop offentliggjorte regnskab for sidste år.

Dog var tallene stadig sorte for det tidligere Wunderman A/S og Wunderman Thompson, hvis hovedsæde ligger i Nordvest i København.

Omsætningen i bureauet faldt til 877,4 mio. kr. fra 936,0 mio. kr., mens årets resultat faldt fem procent fra 184,3 mio. kr. til 175,1 mio. kr.

Nøgletal 2025 for VML MAP

Tallene for 2024 står i parentes.

Omsætning: 877,4 mio. kr. (936,0 mio. kr.)
Bruttoresultat: 497,5 mio. kr. (513,5 mio. kr.)
Driftsresultat: 201,1 mio. kr. (199,1 mio. kr.)
Resultat før skat: 218,1 mio. kr. (228,8 mio. kr.)
Årets resultat: 175,1 mio. kr. (184,3 mio. kr.)
Egenkapital: 163,9 mio. kr. (166,5 mio. kr.)
Antal medarbejdere: 469 (485)

Kilde: VML Maps regnskab / Virk.dk

Ledelsen: Et år med konsolidering

I ledelsesberetningen beskriver bureauet 2025 som “et år præget af konsolidering og finansielle investeringer i virksomhedens fremtidige forretning”.

Ledelsen peger blandt andet på investeringer i nye og forbedrede services, acceleratorer, teknologier samt etablering og integration af nye datterselskaber og lokationer.

Årsrapporten viser også, at VML MAP i 2025 aktiverede 35,1 mio. kr. i såkaldte udviklingsprojekter.

Ifølge noterne handler det om software til campaign briefing og activation, som skal understøtte marketingoperationer for globale CRM-kunder.

Softwaren ventes færdiggjort i begyndelsen af 2026 og skal skabe både licensindtægter og effektiviseringer hos eksisterende kunder, står der i regnskabet.

VML MAP forventer, at både omsætning og resultat før skat i 2026 vil ligge på samme niveau som i 2025, dog inden for plus-minus fem procent