En bog med titlen: ”What is your dangerous idea?” sælger sig selv til mig. Nysgerrigheden er vakt og spændingen kribler under huden. Hvad mon det går ud på? Hvilke ideer handler det om? Og hvem er det, der har disse utidige tanker? En hurtig inspektion af bogen afslører, at det handler om estimerede forskeres bud på, hvilke ideer, der, hvis de viser sig at kunne bevises videnskabeligt, vil ændre vores verdensopfattelse i stil med den kopernikanske revolution, der flyttede jorden fra verdens centrum og ud i en bane om solen og den darwinistiske revolution, der flyttede mennesket fra dets dengang ophøjede status til at være en udløber af den almindelige evolution.
Bogen tager sit udspring i HYPERLINK “http://www.edge.org” www.edge.org, hvor alverdens forskere er blevet inviteret til at give deres bud på den næste revolution. John Brockman er redaktør på sagen og har udvalgt 104 bud af et par siders længde hver.

Ikke nem læsning

Lad det være sagt med det samme, det er ikke nem læsning. Man bliver kastet rundt i kvantefysik og multiple universer og skal kæmpe sig igennem emner som energi og masse, tid og rum, som ikke er, som vi går rundt og forestiller os til daglig og måske meget mere relative, end selv Einstein troede. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke forstod halvdelen, men der er noget stærkt betryggende ved, at der findes mennesker, der rundt omkring i deres lønkamre grubler over livets store spørgsmål, så al ene af den grund var det opmuntrende læsning. Og ved at give forskerne den cadeau at læse dem og henlede dette blads læseres opmærksomhed på dem, har jeg tillige en fornemmelse af at give mit mikroskopiske bidrag til at holde de religiøse mørkemænd og deres i beton nedstøbte overtro i ave. Noget mange af bogens indlæg i øvrigt beskæftiger sig med, hvilket ikke er så underligt, når man tænker på henholdsvis det amerikanske bibelbælte og hr. Bin Laden. Måske skulle vi også medregne et udvalg af de danske præster, der hærger den hjemlige debat i alt fra DR2 til dameblade.
Nå det var et sidespring. Bogen indeholder nemlig også ting af direkte og umiddelbar relevans for erhvervslivet.
Før vi når dertil, vil jeg dog lige slå til lyd for selve ideen med at opfordre til at fremkomme med farlige ideer. Det er jo ved nærmere eftertanke et storslået koncept, som mangen en virksomhed kunne have megen fornøjelse af. Tænk hvor mange tabuer, der florerer rundt omkring. Ting man ikke kan sige, ja ting man ikke engang er i st and til at tænke, fordi emnet er politisk betændt. Mon ikke der sine steder kunne komme befriende ukonventionelle diskussioner ud af at tale om farlige ideer?
En farlig videnskabelig ide, der oven i købet er bevist, men som man endnu ikke har fattet dybden af, er, at vi på det personlige plan ikke aner ret meget om, hvorfor vi opfører os, som vi gør. En stribe videnskabelige forsøg, der begyndte helt tilbage i 60’erne, har kortlagt, at mennesker er usandsynligt dårlige til at fortælle om, hvorfor vi foretrækker f. ex. den ene kjole frem for den anden.
Og ikke bare aner vi ikke, hvorfor vi kan lide noget, vores begrundelser kan så nemt som ingenting influeres af, at vores opmærksomhed bliver henledt på noget bestemt.
I et studie blev respondenter forevist et af to videobånd med en lærer, der opførte sig henholdsvist som et uhyre og en helgen. De blev spurgt om, hvorvidt de kunne lide ham, og svarede helt i overensstemmelse med hans opførsel. Det var ikke mærkeligt. Det mærkelige var, at da de efterfølgende b lev spurgt om, de kunne lide lærerens accent, og om den havde påvirket deres vurdering, sagde begge hold, at det havde den. De mente, at lige netop hans accent, var en væsentlig grund til, om de kunne lide ham eller ej. Han talte dog helt ens i de to optagelser, og accenten var det mindst bemærkelsesværdige ved hans optræden.

Ingen sammenhæng

I et andet studie blev et hold studerende bedt om i to måneder at føre dagbog
over deres humør, og hvad de havde foretaget sig. Efterfølgende blev de i et interview bedt om at vurdere, hvad der havde påvirket deres mentale sindstilstand mest. Var det, hvor meget de havde sovet, hvor meget sex de havde fået, havde det noget med vejret at gøre og så videre? Den begrundelse, de kom med i interviewet, havde ingen sammenhæng med, hvad de havde skrevet i deres dagbøger. Faktisk var der så lille sammenhæng, at en udenforstående var lige så god til at vurdere, hvad der påvirkede dem, som de selv var.
Nu er det jo, at man kan begynde at se det farlige i denne videnskabel ige indsigt set fra erhvervslivets perspektiv. For hvad er det analyseinstitutter lover deres klienter?
De lover at kunne fortælle, hvad forbrugerne tænker om dette og hint, hvorfor de foretrækker den ene whisky frem for den anden, hvorfor de køber økologisk frem for konventionelt, hvorfor en reklamefilm er god eller dårlig, hvorfor de går til fribrydning i stedet for dans, hvorfor dit og hvorfor dat. Men det kan de ikke, hvis man skal tro 50 års videnskabelig forskning.
Og det giver samtidig forklaringen på, hvorfor så mange analyser er så horribelt dårlige til at forudse, hvad der kommer til at ske. Mennesker er ikke i stand til at forklare, hvad der motiverer dem. Skræmmende, men sandt.
Det giver imidlertid ikke forklaringen på, hvorfor institutterne bliver ved med at sælge deres ydelser under, hvad man vel nærmest er nødt til at kalde falsk varebetegnelse, da de ikke kan være uvidende om årtiers forskning på deres ejet felt, eller hvorfor erhvervslivet bliver ved med at efterspørge disse ydelser, selvom de i bedste fald kun har perifer forbindelse til virkeligheden. Den mest nærliggende forklaring er måske, at mennesker (ikke mindst beslutningstagere) altid har haft behov for at gå til orakler fra Delphi, clairvoyante, astrologer eller andre spåkoner for at få en pejling på, hvad fremtiden bringer. Nu om stunder kalder erhvervsledere det bare noget andet for at undgå at blive til grin.

Man kan ikke spørge hvorfor.

Nu er dette ikke et forsøg på at sætte analysebranchen ud af spillet, hvad nok heller ikke ville lykkes, når det endelig kommer dertil, men et forsøg på at videregive viden om, hvad hundredvis af forskere har brugt deres liv på at finde frem til. Så vidt jeg kan læse, så kan man godt spørge folk om, hvad de rent faktisk har foretaget sig, men man kan spare pengene på det nok så interessante: Hvorfor. Svaret på det kan ligeså godt være påvirket af farven på interviewerens bluse, som om solen skinnede. Og det gælder både kvantitative og kvalitative undersøgelser, for uanset hvor begavet inter vieweren er, så kan hun ikke få svar på noget, folk ikke ved.
At springe søforklaringerne over vil også spare os for alle de pinlige præsentationer, hvor analysekonsulenten selvsikkert stiller sig op foran den måbende forsamling med en serie slides, der afslører, at forbrugerne foretrækker Yankee Bar, fordi de synes, den smager godt.
Ta-taah!
Jeg mener, det kommer måske ikke netop som nogen stor overraskelse. Til gengæld er det nok ikke hele sandheden, men det synes ikke at genere analysekonsulenter i almindelighed. De fleste er i hvert fald i stand til at holde masken.
De er sjovt nok også i stand til at holde masken, når de fremlægger den ”banebrydende” indsigt, at når virksomheder har et godt image er det først og fremmest, fordi de har nogle gode produkter og en fortræffelig service. Man må jo spørge sig selv, hvad i alverden kunderne ellers skulle svare? At det er, fordi virksomheden har nogle gode reklamer? Fordi den bruger millioner af kroner på sponsorater? Eller at direktøren virkede flink i det si dste tv-interview? Det er der jo ingen fornuft i, når man er forbruger. Tværtimod afslører man, at man er til fals for irrationelle forhold.
Vi mennesker er i følge forskerne ekvilibrister i at efterrationalisere. Når vi bliver spurgt, finder vi et svar, der lyder nogenlunde fornuftigt. En mekanisme vi er trænede i, fordi vi bruger den overfor os selv dagen lang.
Vi skal kunne leve med alle de tåbelige, uhensigtsmæssige og for ikke at glemme ofte kostbare beslutninger vi træffer i en lind strøm, så vi finder simpelthen på noget, der lyder som om, vi er ved vores sanser fulde brug. At vi som regel er i vores følelsers eller måske ligefrem instinkters vold er alt for skræmmende til, at vi kan have med det at gøre.

What is your Dangerous Idea?
Todays Leading Thinkers On The Unthinkable
Edited by John Brockman
Simon & Schuster, 2006

Læs mere på HYPERLINK “http://www.edge.org” www.edge.org

Citat:
Vi mennesker er i følge forskerne ekvilibrister i at efterrationalisere. Når vi bliver spurgt, finder vi et sva r, der lyder nogenlunde fornuftigt. En mekanisme vi er trænede i, fordi vi bruger den overfor os selv dagen lang.