Efter 11 år i markedet skærper det tidligere fullservicebureau, Pravda, profilen. Nu har bureauet sagt farvel til B2C-kunderne og outsourcet digitalafdelingen.

Pravda satser hele den støt voksende butik på at indtage B2B-tronen i Danmark. Årsagen er helt enkel: B2B er hjertebarnet.

– Det danske B2B-potentiale er slet ikke udfoldet endnu, og vi påtager os gerne rollen som udfordrer-bureauet, der skal revolutionere disciplinen, lyder meldingen.

Frække er de også, disse kække århusianere. De erkender nemlig, at det helst ikke skal gå for godt. Pravdas kampånd kræver modstand. Og på trods af bureauets håndgribelige succes, så har der altid været noget at slide for.

– Det er ikke godt, hvis det går os godt alt for længe, lyder det fra direktør Mette Hejl, som for 11 år siden egenhændigt overtog det tidligere P.P. Partners-bureau med en betragtelig gæld i bagagen.

– Vi er ikke på tværs, men vi har fra dag ét kunne definere os i en eller anden rolle i opposition. Enten til branchen – eller til dikterende tendenser, uddyber Mette Hejl, som med sine partnere og ansatte i et branchemedie blev kaldt for bedst drevne bureau i 2013 og Børsen Gazelle i 2014.  

Pravdas ”turn around” har i dag gjort det muligt huse over 20 fuldtidsansatte og realisere en økonomi med millioner på bunden.

Farvel til forbrugerne

Det er en oplagt tanke, at Pravda dropper B2C-kunderne, for at trodse den verserende begrebsdebat omkring følsom kommunikation, human-to-human og omkring irrelevansen af B2B-kommunikation.

Omend det måske har en snert af sandhed over sig, så skal forklaringen søges et andet sted.

– Vores transformation fra B2C/B2B-fullservice-hus og til det, vi er i dag, handler om  en naturlig konsolidering, siger brand developer Sune Busk. ”B2C-kommunikationen har altid inspireret os, men B2B-kommunikationen har hele vejen defineret os, så det her helt naturligt at specialisere os.

Er B2B ikke en tør tvebak at spise? 

– At affærdige B2B-kommunikation som tør, ukreativ og endda som en død disciplin handler vist mere om, at man ikke evner at navigere i eller administrere den livsvigtige og dybe indsigt, det kræver at kommunikere fra virksomhed til virksomhed, mener Mette Hejl og fortsætter:

– Det er larmende logisk, at der altid har været et andet menneske i den anden ende af linen – så human2human? Jovist, men snakken om, at industrivirksomheder har behov for at kommunikere som forbrugere, er det varmeste luft.

Sune Busk uddyber:

– De sociale kanaler har åbnet op for en direkte udveksling mellem mennesker, men man agerer stadig på vegne af andre – og andres penge, så B2B-tilgangen er helt intakt.

Pravda Social

Med B2B-strategien lanceres også husets nyeste ben, Pravda Social. Denne division vil operere på sociale medier – de benævnte human2human-kanaler, men i et virksomhed-til-virksomhed-fokus.

Til det formål har Pravda hentet en af nationens mest profilerede specialister, den tidligere Social Media Manager i Hummel og JYSK, Anders Lunde, til at drive det nye afsnit i forretningen.

Pravdas erklærede mission om at blive landets bedste B2B-hus er ikke kun ord og strategi, mener de selv. Bureauet investerer massivt i at holde sig selv tændte.

– Vi arbejder med systematisk kreativ tænkning. To gange om ugen har hele huset kreativ B2B-træning, og hver mandag præsenterer vores brand developers den seneste B2B-relevante teori og branche- og tendensindsigt for hele huset”, fortæller kreativ chef Michael Bechara Eg.

– Det kræver rigtigt meget tid, men det giver en helt unik samling i vores fokus. Det handler ikke om, at vi skal tænke ens, men alle skal forstå rammen for vores arbejde – og forstå Pravdas fortolkning af B2B-kommunikation, uddyber Mette Hejl.

Landets mindste koncern

Turen op i mod den sorte bundlinje har kun kunnet lykkes, fordi Pravda har værnet om en helt særlig kultur.  

– Grænseløs forpligtelse, kalder Sune Busk det med et smil. Inden chefen griber ind:

– Vi er måske landets mindste koncern. Vi er et lille hus med koncernlignende strukturerer, og det giver os frihed til at agere, siger Mette Hejl. ”Det er nok ingen fest at starte hos os. Der ekstremt høje forventninger. Men det, folk opdager, er, at ledere og medarbejdere i huset agerer på alle niveauer.

Og dermed slår hun fast, at organisationen ikke er flad.

– Snakken om den flade organisation giver ingen mening – der er brug for et velfunderet ledelsesniveau, hvor de strategiske beslutninger træffes. Men samtidig er det uhyre vigtigt, at lederne også deltager i arbejdet på tværs. Man skal ikke blive forskrækket over at se mig med støvsugeren i vores reception, siger Mette Hejl og fortsætter:

– Hvem siger at ledelsesniveauet er øverst? Jeg ser det som et fundament. 

Piccolinen som coach

Et godt eksempel på, at alle agerer på alle niveauer, og at alle er respekterede, er bl.a. måden, man kommer ind i huset på.

– Når vores nye Pravda Social-leder, Anders Lunde (foto th.), som kommer direkte fra JYSK, skal on-boardes, så starter han blandt andet i mesterlære hos vores piccoline for en dag. Han er med hende fra morgen til fyraften og oplever Pravda over hendes skuldre – og manden er altså en Social Media-kapacitet og kommer fra en ledende stilling, siger Mette Hejl.

– Det illustrerer vores tilgang til at skabe forståelse for husets kultur. Vores piccoline er ikke en praktisk gris – hun er et ekstremt vigtigt kontaktpunkt mellem os og vores kunder, og derfor kan hun lære ham ting, andre ikke kan.

– Der er ingen hos Pravda, der har copyright på den gode idé – og vi ved af benhård erfaring, at det ikke er branchestandard, siger Michael Bechara Eg og tegner dermed et billede af et hus, hvor alle er respekteret og kan byde ind – hvor klichéfyldt det end måtte lyde.

Pravda er ikke bange for brancheklicheer, men adskiller sig fra branchens normer ved at leve efter dogmer som intern kreativ ophavsret og positiv hysteri – og en tro på, at hård business giver frihed til at udfolde sig.

– Vi kan ikke undgå klicheer. Og vi træder også rundt i dem. Men vi nøjes ikke kun med at snakke. Walking the talk. Klichéer ikke noget problem for os – dem, vi bruger, lever vi ud, slutter Mette Hejl.