Handler det at være SOSU egentlig ikke bare om at tørre nogen bagi? Og er det ikke mega nemt?
Fordommene kan være mange, når det kommer til jobbet som social- og sundhedshjælper. Men at være SOSU, som det hedder, handler i virkeligheden om at have nogle helt særlige egenskaber for omsorg og handlekraft. Og det er bestemt ikke for alle.
Sådan lyder hovedpointen i en ny kampagne fra Københavns Kommune lavet af Lakremebureauet med Kenneth Tram i spidsen. Kampagnen har titlen “Ikke alle kan blive SOSU” og er målrettet unge, som overvejer at søge ind på SOSU-uddannelsen. Formålet er at gøre det nemmere at rekruttere unge, fordi der mangler SOSU-uddannede.
“Det kræver ganske særlige forudsætninger at blive en dygtig og respekteret SOSU’er, hvor omsorg, faglighed og handlekraft er en naturlig egenskab,” lyder det om kampagnen i en mail sendt af Kenneth Tram til Markedsføring.
Viser handlekraft
Kampagnen består af tre film med unge i typiske hverdagssituationer, hvor de har brug for hjælp. I én er der en ung knægt, der slår sig til idræt. I den anden er der en lille dreng, der græder og har brug for hjælp. Og i den tredje ser vi en ung pige, der til en fest må på toilettet for at kaste op.
I alle tre film er hovedpersonen en kammerat, der hjælper dem – enten ved at søge hjælp hos andre eller ved at vise dem omsorg. I kampagnen står der ud for alle tre, at de har “det, der skal til”.
Kenneth Tram har puslet med kampagnen i mere end to år. Først som idé for Danske SOSU-skoler, hvor den ikke blev til noget på grund af manglende midler.
“Jeg mødtes med Danske SOSU-skoler for to år siden, blot for at høre, om der var noget, jeg kunne hjælpe med rent kreativt. Det kom hurtigt frem, at SOSU-skolerne egentlig ikke mangler ansøgere – de mangler kvalificerede ansøgere. Jeg blev sendt hjem med et brief, men ikke noget budget,” skriver Kenneth Tram i en mail til Markedsføring.
“Da jeg synes, formålet er så vigtigt, kunne jeg ikke lade udfordringen være, og jeg besluttede mig for at præsentere et koncept, som jeg virkelig følte kunne noget. Og min pitch gik rent hjem, men Danske SOSU-skoler kunne stadig ikke finde budgettet,” siger han.
Gik videre med ideen
Derfor besluttede Kenneth Tram sig i stedet for at pitche ideen til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. Og her var den et hit.
“De var lige så begejstrede for konceptet og besluttede sig for at påtage sig det, i virkeligheden, nationale ansvar på deres skuldre. Og da først én spiller viste sig på banen, var der hurtigt andre, der ville være med. Derfor har både Danske SOSU-skoler og KL (Kommunernes Landsforening, red.) bakket op økonomisk om kampagnen, mens Sundhedsstyrelsen, FOA, Social-, Bolig- og Ældreministeriet, samt en række af landets største kommuner også står bag,” skriver Kenneth Tram.
Kampagnen ruller ud digitalt i denne uge. Derudover annoncerer SOSU-skolerne særskilt kampagnen med et særligt fokus på TikTok. Og for Kenneth Tram er netop det faktum noget, der vækker stor glæde.
“Personligt at jeg pavestolt over, at det både er lykkedes mig at kontakte kunden, udvikle den kreative platform og eksekvere produktionen. Det var samtidig enormt givende at opleve, hvordan Københavns Kommune adopterede idéen, og hvordan vi i fællesskab udviklede nye retninger på filmene,” skriver han.
“Det er ikke hver dag, at man som lille reklamebureau kommer til at opleve det. Den slags plejer ‘de store i skolegården’ at løbe med.”
Du kan se to af kampagnefilmene for SOSU’erne herunder:
Præciseret kl. 12.44 23/01-24: Det er tilføjet, at det er Danske SOSU-skoler, der annoncerer med kampagnen på TikTok.