Accenture, der leverer konsulent-, teknologi- og outsourcingydelser verden over, opruster endnu en gang inden for digital markedsføring og e-handel.

Denne gang sker det via opkøbet af svenske Brightstep. Et opkøb, der skal styrke de digitale markedsførings- og handelsløsninger, som leveres af Accenture Interactive.

Accentures kunder får med opkøbet adgang til et større antal af fagfolk, der har spidskompetencer inden for Intershop, Hybris-software og Adobe. Dertil kommer, at Brightstep er lidt af en omnichannel-pioner i Norden.

– Vi ser mange europæiske virksomheder på tværs af branche, der øger deres investeringer i digitalt content og handel, og som beder os om at hjælpe dem med at transformere den digitale kundeoplevelse, lyder det bl.a. fra Anatoly Roytman, adm. direktør i Accenture Interactive for Europa, Afrika og Latinamerika samt leder af global digital handel, i en pressemeddelelse.

Massiv oprustning

– Med opkøbet af Brightstep udvider vi vores end-to-end-kompetencer til at hjælpe vores kunder med at udvikle de digitale content- og handelsstrategier samt -platforme, de har brug for til at give deres kunder den bedste brand- og købsoplevelse, fortsætter han.

Opkøbet af Brightstep er langt fra Accentures første i den digitale marketingverden. Tidligere på året afsluttede Accenture købet af Reactive Media, der er et af Australiens største uafhængige digitalbureauer.

I 2013 overtog Accenture Fjord, et design og innovationsbureau med tilstedeværelse i Europa, USA og Latinamerika, ligesom konsulenthuset også købte Acquity Group. En virksomhed med dybe kompetencer inden for handelsplatforme og digitale platforme, såsom Hybris og Adobe.

Dertil kommer, at Accenture i maj åbnede et Interactive Innovation Center i Sophia Antipolis i Frankrig, som giver brands et miljø, hvor de kan opleve den effekt, sociale medier og kunstig intelligens har på kundeservice, kampagner og kundeoplevelser.

I marts lancerede Accenture og Adobe endvidere Accenture Customer Engagement, som er en cloudbaseret service, hvor man betaler per forbrug. Servicen skal forenkle udvikling, eksekvering og måling af digital marketing.