Det kreative transfervindue er åbnet, og Accenture Song i København er klar med første signing.

Det drejer sig om Josephine Michaëlis og William Andresen – et ungt kreativt team hentet fra Marketsquare. Det oplyser bureauet i en meddelelse, sendt til Markedsføring.

Det unge team har blandt meget andet været med til at skabe casen Pensum_GPT, der bl.a. blev shortlistet ved Cannes Lions og fik massiv pressedækning.

Den case kan du læse mere om her.

Og Emil Asmussen, executive creative director hos Accenture Song, er rigtig godt tilfreds med den nye kreative signing: 

”Josephine og William er først og fremmest virkelig gode mennesker – det kunne jeg allerede mærke til vores første kaffe. At de så derudover både kan eksekvere skarpe case-ideer og varetage dag-til-dag på store kunder, det er en dødsensfarlig kombination. Jeg glæder mig så meget til at slippe dem løs herinde,” udtaler han i meddelelsen.

Selv sætter det unge team i meddelelsen følgende ord på årsagen til, at de valgte Accenture Song.

”Når vi har mødt folk fra Song til forskellige branchearrangementer det sidste års tid, har der altid været skidegod energi. Det er noget, der har sat sig i os. Efter at have drukket en kaffe med Emil – hvis arbejde vi forsigtigt har fangirlet over i et par år – brugte vi endnu flere kaffer på at få snakket med kommende kolleger fra alle hjørner af Song for at se, om vi passede sammen.”

De uddyber:

”Song giver en masse spændende muligheder kreativt, som vi glæder os til at udforske; særligt koblingen mellem teknologi og kreativitet. Og så lander vi på et internationalt bureau, der har en masse ekspertviden at trække på fra alle mulige steder i verden.”

Josephine Michaëlis og William Andresen starter på Accenture Song 1. september 2024.