Det prestigefulde internationale awardshow The One Show har offentliggjort årets vindere, og Accenture Songs film ”Whoops” for Metroselskabet vinder en guld og to sølv.
Filmen fortæller historien om en kvinde, der i Metroen flytter sig på sædet, så hendes skindbukser siger en lyd – eller måske slår hun en prut…?
Den er den seneste eksekvering i ”Du er heldigvis hurtigt videre”-universet.
Alle tre priser falder i Film-kategorien Moving Images, Craft & Production. Guldet er for ’Writing’, og de to sølv for henholdsvis ’Casting’ og ’Direction’.
Se eller gense filmen her. Artiklen fortsætter under filmen.
Også Uncle Grey, Wavemaker og Forevr vinder ædelmetal: To gange bronze er det blevet til for ”Love Squad”-casen for Waoo.
Ud over metallet har Accenture Song, &Co. og Bacon tilsammen modtaget syv såkaldte ’Merit’, svarende til ’hædrende omtale’.
“En kæmpe cadeau”
Og der er ikke overraskende glæde hos både bureau og kunde over priserne, som i international sammenhæng betragtes som en af de sværeste at vinde.
”Du er heldigvis hurtigt videre”-universet er gaven, der bare bliver ved med at give. Og nu er det så nået hele vejen til New York. Dejligt at se, at indsigten, humoren og konceptet også vinder genklang internationalt,” skriver Frederik Wulf Olsen, lead creative på bureauet, til Markedsføring på mail og tilføjer:
”At vi hiver priser i tre kategorier – writing, direction og casting – er en kæmpe cadeau til de mange dygtige mennesker og forskellige spidskompetencer, der har været inde over denne her film. Så skud ud til hele holdet. Og ikke mindst til en altid modig kunde.”
Rikke Hove, der er chefkonsulent i marketing i Metroselskabet, er glad, men ikke overrasket:
“Selvom vi er beæret og taknemmelige for anerkendelsen, så kommer det ikke som en stor overraskelse at ’Hurtigt videre’-universet er en succes,” skriver hun på mail og tilføjer:
”Kampagnernes styrke og gennemslagskraft bekræftes gang på gang gennem analyser på brand liking, brand linkage, budskabsforståelse, og ikke mindst motivation til at bruge Metroen. Og det matcher vores overordnede mål med kampagneuniverset, som er at få flere til at tilvælge Metroen.”
20 guld på 10 år
Et kig tilbage på de seneste 10 års danske præstationer ved The One Show viser, at årets høst er i den absolut pæne ende. Tre år skiller sig dog ud.
2023 blev det bedste år nogensinde ved awardshowet med 11 guld og to Grand Prix – de syv guld og den ene Grand Prix gik til Virtues ”Backup Ukraine”, mens to guld og en Grand Prix gik til Nord DDB’s ”Chillboards”.
Begge cases ryddede sidste år de fleste hylder ved både danske og internationale awardshows.
I 2019 var det også Virtue, der satte Danmark på The One Show-verdenskortet: Den gang med tre guld og en Grand Prix for Carlings-casen ”adDRESS the Future”.
Til gengæld er høsten klart bedre end i 2022, hvor det kun blev til en enkelt bronze.
Den gik til Accenture Song, dengang Hjaltelin Stahl, der sammen med Marketsquare, Dentsu X og Ikea Danmark vandt bronze for Ikea-casen ”Cirkulär”.
Også 2017 bør nævnes: Det år blev det til tre guld til Danmark, og det var &Co.’s “DNA Journey” og to Hello Monday-cases, der nappede dem.
Over 10 år, siden 2014, har danske cases vundet 20 guld ved The One Show – de 11 af dem altså sidste år.
Juryarbejde i flere runder
The One Show blev stiftet i 1973 i New York, og anses i dag for at være en af verdens mest prestigefulde, kreative prisuddelinger. Og en af de sværeste at vinde.
Det særligt vanskelige skyldes blandt andet, at alle indsendelser ryger igennem et ekstra ”lag” af vurderinger.
Først bliver man shortlistet, derefter gennemgår alle cases endnu en jury-vurdering, og kommer man videre derfra, er man ‘Finalist’.
Award-showet får typisk omkring 20.000 indsendelser, og generelt sendes omkring 10 procent videre til den store finale. Disse klassificeres sidenhen i henholdsvis Merit, bronze, sølv og guld – og øverst oppe kommer så en Grand Prix, der findes blandt alle årets guldvindere.
Arrangørerne bag awardshowet oplyser, at man i år har modtaget 20.038 indsendelser fra 65 forskellige lande.
Der er uddelt 184 guld, 206 sølv, 280 bronze og 1.120 Merits – Grand Prix og specialpriser offentliggøres senere fredag aften.
Dyk ned i alle årets vindere her – og se listen over årets danske vindere herunder.
Danske priser ved The One Show 2024
GULD
Whoops
Metroselskabet
Accenture Song, Accenture Song Production Studios
– Moving Image Craft & Production / Writing – Single
SØLV
Whoops
Metroselskabet
Accenture Song, Accenture Song Production Studios
– Moving Image Craft & Production / Direction – Single
SØLV
Whoops
Metroselskabet
Accenture Song, Accenture Song Production Studios
– Moving Image Craft & Production / Casting
BRONZE
Love Squad
Waoo
Uncle Grey, Wavemaker og Forevr
– Creative Use of Technology / Experiential – Virtual
BRONZE
Love Squad
Waoo
Uncle Grey, Wavemaker og Forevr
– Gaming / Streaming and Influencer
MERITS
Love Squad
Waoo
Uncle Grey, Wavemaker og Forevr
– Branded Entertainment Innovation / Use of Media in Branded Entertainment
– Gaming / Use of Gaming as a Tool
– Gaming / Innovation – Use of Media in Gaming
Bunnies from the Past
Metroselskabet
Accenture Song, Playground, OMD
– Branded Entertainment Experiential / Hybrid Events
Unlocking Merge Mansion
Metacore Games
Bacon Cph, m. fl.
– Branded Entertainment Games / Gaming
– Gaming / Game Marketing
Extinction Days
WWF Denmark
&Co., NoA Ignite, Bold Scandinavia
– Direct Marketing / Digital & Online – Websites & Mobile