Thomas Martin Hansen forlader Brandhouse og vender tilbage til Accenture Song.

Det oplyser han i en mail til mediet Markedsføring, hvor han skriver, at hans titel bliver Senior Manager, og at hans fokus kommer til at ligge på at ”drive centrale kunder og generel forretningsudvikling med globalt perspektiv”. 

Dermed er Thomas Martin Hansen tilbage på det bureau, han i sommeren 2022 sagde farvel til efter seks år.

I den mellemliggende periode var han kortvarigt forbi Advance som Client Service Director og senest har han været godt et år hos Brandhouse som Group Client Director – men nu vender han altså ”hjem” til Accenture Song.

”Det er dér, jeg gerne vil være. Særligt i forhold til at videreudvikle mig selv og holde mig aktuel i en omskiftelig marketingverden,” skriver Thomas Martin Hansen i mailen og uddyber:

”Hjaltelin Stahl-tiden var sin egen. Og selv om jeg får fornøjelsen af mange af de samme gode kollegaer og en stærk kultur, er Accenture Songs muligheder og muskler i en helt anden liga. Så jeg glæder mig til at lære og ikke mindst skabe en masse nye ting sammen gode kunder.”

To vigtige pejlemærker

At skiftet vækker en smule opsigt, er Thomas Martin Hansen helt bevidst om.

”Jeg har kysset lidt frøer på det seneste og har ikke kunnet finde ro. Der sker meget i branchen lige nu med AI og sustainability, der kommer til at stille helt nye krav. Det kræver et solidt bagland at kunne følge med og være på forkant med udviklingen,” erkender han.

Men udefra kan det godt se lidt forvirret ud. Hvad er årsagen til, at du har været så meget rundt på så relativt kort tid?

”Jeg kan godt se, hvad du mener, men jeg er på ingen måde forvirret i forhold til de valg, jeg har truffet siden jeg forlod Vestergade,” siger Thomas Martin Hansen i en opfølgende telefonsamtale og tilføjer:

”Jeg har altid navigeret i forhold til to pejlemærker: Det ene er at finde retning i forhold til branchens foranderlighed. Det andet er, at jeg stræber efter at se resultater for kunder og bureau, samtidig med at jeg har mit eget værdikompas med.”

Har du ikke kunnet få det opfyldt hos de andre bureauer?

”Jo da, masser af gange. Jeg har kunnet pege og sige ’Det dér! Det er fedt. Og nyt! Det virker, og jeg har været med til at skabe det’. Flere gange i det år, jeg har været væk fra Song,” siger Thomas Martin Hansen og peger her blandt andet på Brandhouses nye Call Me-case og en internationalt omtalt AI-case for Visit Denmark.

”Men jeg kan bare mærke, at mine to pejlemærker opfyldes bedst hos Song, hvor barren altid sættes højere. Fordi spillepladen er anderledes, udsynet bredere og retningen mere modig.”

”En stærk profil”

Hos Accenture Song lægger Managing Director, Lotte Jakobsen, heller ikke skjul på, at hun er glad for at Thomas Martin Hansen vender ”hjem”.

”Thomas Martin skal være med til at bygge forretningen fremadrettet. Og jeg har personligt været utrolig glad for at arbejde sammen med ham tidligere,” skriver hun på mail og tilføjer: 

“Han er sindssygt dygtig, et godt og energisk menneske. Og samtidig er han dygtig til at se forretningen og være med til at udvikle nye ting.”

I perioden fra 2016-2022 var Thomas Martin Hansen en stor del af det daværende Hjaltelin Stahls succes, fremhæver hun.

”Så det er en stærk profil, der vender hjem,” skriver Lotte Jakobsen.

Thomas Martin Hansen var før sine seks år på Hjaltelin Stahl / Accenture Song i tre år hos det daværende Ogilvy One som Client Service Director og før det godt fem år hos Kunde & Co som konsulent og Senior Account Manager.