Den mange gange præmierede kreative Morten Grubak skifter fra Vices bureau Virtue til tøjvirksomheden Zalando.

Det oplyser Zalando i en pressemeddelelse.

Han tiltræder en nyoprettet stilling som Vice President for Creative Direction, og han starter i stillingen den 1. oktober, hvor han vil være ansvarlig for at fastlægge den overordnede kreative retning for Zalandos brand og sikre en ensartet og konsistent kreativ tilgang.

“Jeg har fulgt med i, hvordan Zalando gradvist har opbygget en stærk stemme inden for stil og kultur de seneste år, og jeg glæder mig meget til at deltage i denne rejse,” skriver Morten Grubak i meddelelsen og tilføjer:

“Jeg føler, at min passion for innovation og optimisme for kreative muligheder online passer perfekt til Zalandos ånd. Jeg kan ikke vente med at komme i gang med arbejdet med at forme Zalandos kreative vision hånd i hånd med de kreative teams”.

Zalando skal være drevet af historiefortælling

Morten Grubak skal referere til Anne Pascual, Senior Vice President for Produkt Design hos Zalando.

Hun skriver i pressemeddelelsen, at man har oprettet den nye stilling for at indfri ambitionen om at gøre “Zalando til et brand drevet af historiefortælling og et emotionelt bånd til kunderne”.

“Morten kommer med en imponerende kreativ baggrund, hvor mange af hans projekter er blevet anerkendt som banebrydende i branchen. Vi er begejstrede for at bringe hans vision til Zalando, og vi er klar til at skabe spændende øjeblikke sammen,” skriver hun videre.

Som Vice / Virtue Futures Global Executive Creative Director har Morten Grubak været med til at vinde adskillige nationale og internationale priser.

Han har blandt andet vundet to gange Grand Prix ved Cannes Lions. Seneste i 2022 for løsningen “Backup Ukraine”, der også ryddede bordet ved flere andre prisuddelinger.