Når første fløjt lyder under dette års VM i fodbold på torsdag, er der som bekendt lagt op til den store kamp, både inden for og uden for banen.

Blandt de mest markante kombattanter er sportsbrands som Adidas og Nike, som med hver deres stald fuld af fodboldstjerner har kørt kanonerne i stilling.

Som en af VM-turneringens hovedsponsorer har den tyske sportsproducenten Adidas naturligvis haft læderet fremme, men sportsbrandet forsøger samtidigt at facilitere flere elementer af begivenhedernes gang, udover at støde “kuglerne”, som får 22 mand til at styrte forvildet rundt på grønsværen.

Adidas satser nemlig på at kunne opbygge en ny brand-channel med online video som omdrejningspunkt. Bl.a. bliver der fyret adskillige millioner af på YouTube, som skal fungere som omdrejningspunkt for Adidas “real time” marketingstrategi og indsats på sociale medier, hvor proklamerer, at man vil “eje øjeblikket”.

Adidas PR-manager Rob Hughes forklarer over for MarketingWeek, at den store satsning under VM skal se ses som et forsøg på at udnytte sin globale brand-channel som en værdifuld salgskanal i stedet for eksempelvis at spendere endeløse TRP’er på tv-reklamer.

Rob Hughes mener mere eller mindre, at nøglen til succes skal findes YouTube, hvor man under VM vil eksperimentere med flere formater, som skal få kunder og fans til at får et mere kontinuerligt forhold til brandet.

Den nye platform skal ifølge Rob Hughes være en “adræt indholdsmaskine”, som skal udvide den oplevelse, som kunder og fans normalvis oplever i butikkerne og på sociale medier som Twitter, Facebook og Instagram

Han fremhæver YouTube som et fremtrædende element i kundernes “customer journey” og nøglen til kunderne, uanset om de handler i på nettet eller in-store.

Det har tidligere været nævnt, at Adidas spenderede en halv milliard kroner på sin “All or nothing”-kampagne, som angiveligt skulle have generet en omsætning for mere end 9 mia. kroner på brandets fodboldudstyr.

Derfor ligger det naturligvis lige til højrebenet at fortsætte af samme spor. Dog har man foretaget en udskiftning af stjernerne. Ud er gået Dani Alves, Bastian Schweinsteiger, Luis Suárez, Xavi, Jordi Alba, Mesut Özil, Robin van Persie, David Villa – og ikke mindst Lionel Messi. Ind er kommet gamle koryfæer som David Beckham og Zinedine Zidane, som tager en rask dyst mod Gareth Bale og Lucas Moura, som begge må lide den tort at tage del i fodboldfesten hjemme fra sofaen.

Det er TBWA / Chiat / Day, som står bag – og man kan vist roligt sige, at man har forsøgt at skabe en stemning, hvor mænd bliver til børn, eller genkalde en situation, som de fleste sikkert vil kunne genkende fra barns ben, inden mor kommer hjem – og i dette tilfælde “Posh Spice” og til andres morskab, hvilket videoen med mere end 12 mio. visninger allerede vidner om. 

Men det stopper ikke der, for Adidas vil ligeledes bruge Google Hangouts til at live streams, hvor personligheder fra hele verden, herunder brand-ambassadører som Justin Bieber og David Beckham kommer til optræde på skærmen sammen med modellen Layla Anne-Lee, som bliver showets gennemgående figur og studievært 

Den store satsning kommer til at blive styret fra henholdsvis London og New York, hvor to redaktioner skal styre indholdet, som kommer fra hovedknudepunktet, som den næste måneds tid er Brasilien, hvis nogle altså skulle være i tvivl.

Se den seneste reklamefilm fra Adidas i toppen af artiklen.