En million kroner. Så meget testamenterer mediet Markedsførings tidligere chefredaktør, Svend Erik Pedersen – som gik bort i august 2021 – til Dansk Markedsføring.

Beløbet skal ifølge testamentet ”bruges til en årlig belønning for et væsentligt projekt, udvalgt af repræsentantskabet. Der kan årligt uddeles maksimum 250.000 kr.”

Som formand for priskomitéen for de testamenterede beløb indsættes Donald Nekman. Han fortalte nyheden på generalforsamlingen i Dansk Markedsføring onsdag aften den 27. april.

”SEP (Svend Erik Pedersens journalistiske signatur, red.) ønskede, at beløbet skulle bidrage til projekter, der ellers ikke ville se dagens lys. Det skal være et bidrag, der kan skubbe mere i gang. Vi vil give en andel til noget, der skal være en katalysator,” siger Donald Nekman.

“Jeg kendte SEP i al den tid, han arbejdede her – han blev chefredaktør det første år, jeg kom ind i bestyrelsen. Vi har siden jævnligt mødtes til kaffemøder. Selv til det sidste var han frisk af sind og helt afklaret om, hvad han gerne ville,” sagde Donald Nekman.

Det er planen, at der skal nedsættes en priskomité på mellem to til fire medlemmer af repræsentantskabet, som kan uddele legater efter det testamenterede formål.

”Med baggrund i SEP’s ønsker vil vi udarbejde og offentliggøre de mere specifikke regler og betingelser,” lød det videre.

Derudover roste Donald Nekman Svend Erik Pedersen, som blev chefredaktør for mediet, dengang det i 70’erne hed Dansk Reklame.

”Jeg glæder mig over, at der med stiftelsen af Svend Erik Pedersens Legat etableres et tydeligt minde om en person, som igennem flere årtier havde væsentlig betydning for branchens udvikling,” sagde Donald Nekman.

På generalforsamlingen i Dansk Markedsføring var der generelt stor ros til SEP og hans donation. Fra formand for repræsentantskabet, Kirsten Dinesen, lød det:

”SEPs unikke fornemmelse for udviklingen af samfundet og dermed også af reklamebranchen spillede en afgørende rolle for foreningens relevans og eksistensberettigelse,” sagde hun.

”Hans engagement var personificeringen af grundideen om, at Dansk Markedsføring ikke skal være en brancheforening, men en forening, der samler faget på tværs af marketing, bureauer og medier. Æret været Sven Erik Pedersens minde.”