Over 80 procent af aktieanalytikerne bruger ikke Corporate Social Responsibility-indsatsen til noget som helst, når de skal værdiansætte virksomheder, viser en ny analyse af kommunikationsvirksomheden Prospect.
Omvendt mener 80 procent af virksomhederne selv, at analytikerne burde inddrage selskabernes CSR-indsats i værdiansættelsen.
CSR-begrebet dækker over, hvor meget virksomheder tager etiske, sociale og miljømæssige hensyn, når de driver forretning, altså ud over de lovmæssige krav.
− Aktieanalytikerne har svært ved at kvantificere CSR-indsatsen, og har derfor svært ved at få den sociale ansvarlighed passet ind i regnearkene, siger Hans Henrik Munch-Jensen, direktør i Prospect. ”CSR-begrebet dækker tilmed over områder, der er svært sammenlignelige.”
Det svarer nemlig hele 53 procent af aktieanalytikerne.
80 procent af virksomhederne peger selv på, at de bør blive bedre til at kommunikere CSR-indsatsen.
I dag arbejder relativt få virksomheder systematisk med CSR, hvilket er baggrunden for det lovforslag fra regeringen om rapportering af samfundsansvar, der ventes at træde i kraft fra regnskabsåret 2009.
Lovforslaget skal i første omgang gælde for de 1000 største virksomheder, der skal fortælle, hvorledes de integrerer menneskerettigheder, sociale forhold, miljø og klimamæssige forhold samt bekæmpelse af korruption i deres forretningsstrategier.
Hans Henrik Munch-Jensen påpeger vigtigheden af, at virksomhederne sikrer en målbarhed af CSR-indsatsen. Hvis man ikke viser, hvor i værdikæden CSR-initiativerne gør en forskel, har analytikerne ikke mulighed for at bruge de i øvrigt udmærkede initiativer til noget, vurderer altså prospect-direktøren.
Læs mere på
prospect.dk
cwl