Servicekoncernen ISS er forgældet med lån på over 30 milliarder kroner, hvilket svarer til godt seks gange den indtjening, som selskabet skaber på driften. Nu planlægger selskabet at børsnotere sig i København, hvilket efter planen vil fylde 13,3 milliarder kroner i den slukne pengekasse. Dermed sendes regningen for de seneste års udvidelse af gæld og indskrumpede egenkapital videre til aktionærerne.
– Kapitalfonde er nogle kønne planter. Først afnoterer de ISS og plukker selskabet for egenkapital. Dernæst tilkøber ISS virksomheder til højre og venstre, og når de så løber tør for finansieringsmuligheder, kommer de tilbage til aktiemarkedet og tigger om penge. Det er godt gjort, siger Michael West Hybholt, analytiker i det børsnoterede investeringsselskab Smallcap Danmark.
ISS administrerende direktør, Jeff Gravenhorst, bekræfter, at de 13,3 milliarder kroner ved en børsnotering skal bruges til at bringe gælden ned.
– Vi har kunnet klare temmelig meget gæld som kapitalfondsejet, men for at gøre os fornuftig som børskandidat, skal vi have en anden kapitalstruktur. Og vi mener, at vi skal ned på omkring 3,5 gange EBITDA for at blive børsnoteret, siger han.