Kære Christian Bjerring, Din leder om ”Den forspildte chance”, hvor du tillader dig at moralisere over tre reklamemænds diskussion af reklamens rolle i den globale opvarmning i DR2’s Deadline, var lige ved at få mig til at kløjs i det.
Siden hvornår er reklamebranchen blevet moralens vogter, der arbejder utrætteligt på at bringe vores kunder ind på dydens smalle vej?
Hvor mange bureauer siger nej til en bilproducent, der kommer med budgettet til at markedsføre en ny, tonstung, benzinslugende SUV? Hvor mange bureauer nægter at markedsføre et indkøbscenter, der ligger uden for lands lov og ret og følgelig vil betyde mange ekstra kørte kilometer? Hvor mange afviser et lavpris flyselskab, der sætter rejsefrekvensen op? Ja, hvor mange har sat sig i spidsen for at komme fedm eproblemet til livs ved at nægte at markedsføre morgenmadsprodukter fyldt med sukker?
Det er muligt, at du kender nogen, men jeg gør ikke.
Jeg ved ikke, hvilket belæg du som chefredaktør har for at påstå, at de tre stormomsuste reklamefolk burde have lovet alverden at, og jeg citerer:
”At reklame- og marketingbranchen derfor i de kommende år vil komme til at præge producenter og forbrugere hen imod en langt mere miljøbevidst producent- og forbrugeradfærd.”
Reklamebranchen er på godt og ondt et spejl af den verden, vi lever i, og i den verden hersker der nogle benhårde økonomiske love, som ingen reklamemand har kræfter til at sætte ud af spil. Det ved Frederik Preisler, og det burde både du og DRRB også vide.
Det er derfor meget underligt at læse, at DRRB som brancheorganisation finder det betimeligt ”at tage afstand fra udtalelser, der får reklamefolk til at fremstå som utroværdige og kyniske.” Jeg har ikke mødt en bureaudirektør, der har ringet sin internationale chef op for at kundgøre, at bureauet har fyre t en kunde, der ikke levede op til den til enhver tid herskende politiske korrekthed.
Sandheden er ilde hørt, men det nytter ikke noget at slå budbringerne ihjel. Og jeg har meget svært ved at forbinde den form for hellig forargelse, du giver udtryk for, med ”mere kant”, som du lover bladets læsere til slut i lederen. Kant kan aldrig være at skjule realiteterne, kant handler om kortlægge, hvad der gemmer sig bag alle de bekvemme floskler, erhvervslivet er verdensmester i at slå om sig med.