Mediebureaugruppen OMD får nu et udvidet ansvar for Aller Medias medieopgaver på nordisk niveau.

Det oplyser Kasper Thanning, der er adm. direktør for OMD i Danmark, i en mail til Markedsføring.

OMD har tidligere haft ansvaret for i Sverige, mens budgettet i Danmark har ligget hos Dentsu – men nu får OMD altså hele Norden med – herunder også Danmark.

Som en del af samarbejdet, hedder det i mailen, skal OMD bidrage med strategisk rådgivning og støtte Aller Media i den fortsatte transformation af marketingarbejdet på tværs af Norden. Herunder blandt andet ved at skabe rammerne for, at flere opgaver og kompetencer varetages internt.

”Det, der har været vigtigt for os, er evnen til at kombinere et stærkt lokalt samarbejde med et ægte nordisk perspektiv. OMD har vist, at de kan arbejde dybdegående på tværs af markederne og samtidig samle de rette kompetencer inden for strategi, medier, analyse og transformation ud fra vores behov,” udtaler Mathies Lundgren, der er director of Nordic Marketing & Brand Management hos Aller, i mailen og tilføjer:

”At have adgang til den bredde i ét og samme team gør en forskel – både i forhold til, hvordan vi deler viden på tværs af markederne, og i vores evne til sammen at drive udviklingen fremad.”

“Glædeligt og forpligtende”

Og hos OMD glæder Kasper Thanning og hans team sig til samarbejdet:

”Vi er utroligt stolte over den tillid Aller Media har vist os ved at udvide samarbejdet til hele Norden. At få lov til at bygge videre på et samarbejde, der har været succesfuldt i Sverige, og løfte det til et nordisk niveau, er både glædeligt og forpligtende,” udtaler han og tilføjer:

”Vi ser derfor frem til at fortsætte udviklingen sammen og at bidrage til Aller Medias fremtidige ambitioner i Norden.”

Det udvidede samarbejde skal ifølge parterne ”bidrage til at styrke den nordiske udvikling, øge videndelingen mellem markederne og skabe grundlag for langsigtet vækst gennem en mere integreret og fremtidsorienteret marketingorganisation”.

Samarbejdet ledes af OMD’s nordiske team og samler specialistkompetencer inden for strategi, analyse, transformation, medieindkøb og forretningsudvikling.

Parterne ønsker ikke at oplyse økonomien i aftalen.