SAS har valgt Publicis Media som sin nye mediebureaupartner. Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

Dermed siger det nordiske luftfartsselskab farvel til WPP Media, der tidligere har været mediebureau for virksomheden.

Det nye partnerskab dækker både SAS’ nordiske hjemmemarkeder og internationale markeder, og Publicis Media skal ifølge meddelelsen ”understøtte SAS’ fortsatte vækstambitioner ved at levere en integreret model, der samler medier, data, teknologi og forretningsindsigt i én integreret struktur på tværs af markeder”. 

Ifølge parterne dækker aftalen ”brandopbyggende kommunikation, performance marketing, målgruppestrategi, datadrevet aktivering og avancerede målemodeller, der kobler marketinginvesteringer tættere op på konkrete forretningsresultater”.

Valget af Publicis Media følger efter en pitchproces, hvor SAS vurderede bureauerne på strategisk styrke, data- og teknologikapacitet, international footprint samt team. 

“Vi satte os for at finde en partner, vi kan vokse sammen med – ikke blot et bureau til at købe vores medier. Vi har sat os ambitiøse mål for de kommende år, og marketing spiller en afgørende rolle i at nå dem,” udtaler Helene Abel Hansen, Vice President Marketing, SAS, og uddyber:

”Publicis Media præsenterede én integreret model, der forbinder brand-building, performance og data på tværs af vores nordiske og internationale markeder – og lige så vigtigt, et team, der forstod vores forretning fra første møde. Vi ser frem til at opbygge dette partnerskab sammen.” 

Hos Publicis i Danmark ser managing director, Lars Anthonisen, frem til at komme i gang med samarbejdet. 

“I Publicis arbejder vi ud fra en stærk nordisk model, hvor opgaven for SAS ledes af vores team i Stockholm med tæt og direkte support fra vores stærke hold her i Danmark og i Norge – bakket op af vores globale netværk,” udtaler han i meddelelsen og tilføjer:

”Det giver SAS det bedste fra to verdener: en fuldstændig strømlinet, international operating model kombineret med dyb lokal markedsindsigt og eksekvering lige her på hjemmemarkedet.”

Økonomien og budgettet i aftalen oplyses ikke.