– Det kan godt være, de siger, at de ”bare adlød ordrer”, men i 26 år har tyske tv-stationer nægtet at sende den berømte BBC-serie ”Allo Allo” af frygt for, at komedieserien, der foregår i det nazi-besatte Frankrig, ville støde især ældre seere. Det skriver britiske The Independent.
Men nu har den privatejede kanal ProSieben Sat 1 meldt ud, at man har indkøbt samtlige 85 afsnit af serien og planlægger at sende de første af dem senere i år.
– Vi tror ikke, at ”Allo Allo” vil fornærme de tyske seere – det håber vi i hvert fald ikke. Målet er jo at få seerne til at more sig, siger en talskvinde for kanalen til avisen.
Serien laver sjov med Gestapo, den franske modstandsbevægelse – og briterne selv – og fremstiller de tyske soldater som uheldsforfulgte dosmere, der bl.a. er på jagt efter det nok så berømte maleri af ”The fallen madonna with the big boobies”.
En af komediens hovedpersoner, den franske caféejer, René, spiller af skuespilleren Gordon Kaye, og han afslørede for nylig i britisk presse, at topledere fra flere tyske tv-stationer faktisk allerede i 80’erne havde et godt øjet til serien.
– Der var en fem-seks tyske tv-chefer ovre for at se serien. De grinede, så tårerne trillede. Men de vidste også, at de ville få sparket, hvis de købte den, siger han ifølge The Independent.
Men nu har i hvert fald ProSieben Sat 1 altså overgivet sig.
sit