Det er langt fra sikkert, at den europæiske gældskrise har toppet endnu, og det tager det amerikanske finanstilsyn Securities and Exchange Comission (SEC) nu konsekvensen af, skriver Aktiefokus.
SEC offentliggjorde fredag nye retningslinjer forud for de store amerikanske bankers regnskabspræstation for fjerde kvartal, der fredag begynder med J.P. Morgans regnskab for fjerde kvartal.
SEC siger, at det nye regelsæt skal gøre bankernes gældseksponering mere gennemsigtig og lettere at sammenligne på tværs af bankerne. Bankerne vil i fremtiden skulle opdele deres gældseksponering på hvert enkelt land og samtidig skelne mellem gæld til stater, virksomheder og finansielle institutioner.
Bankerne skal samtidig også redegøre for mulige konsekvenser, hvis et land får sænket sin kreditvurdering, fremgår det. Investeringsbanken Jefferies har tidligere offentliggjort samtlige referencenumre på euroobligationer, selskabet havde. Hver obligation har et unikt referencenummer, og bankens gældseksponering har således været helt og aldeles klar. Det er dog ikke tilfældet for alle bankerne, og den amerikanske storbank Wells Fargo er tidligere blevet advaret af SEC om, at dens offentliggørelser ikke havde tilstrækkelig med information.