Journalisterne på den hårdtslående engelske tabloid News of the World har angiveligt i årevis skaffet sig adgang til oplysninger ved at aflytte andres telefonsvarere, læse andres SMS’er og bryde ind på e-mail-konti.
Afsløringen af denne ulovlig adfærd har igennem lang tid fået mange til at fordømme den Rupert Murdoch-kontrollerede avis, og en omfattende efterforskning af aflytning af mobiltelefoner er skudt i gang. Vel at mærke af den engelske regering med premierminister David Cameron i spidsen.
Det siger lidt om, hvor meget aflytningssagen fylder på den anden side af Nordsøen, hvor annoncørerne på den mest ”tabloide” af alle kongerigets tabloidaviser nu også har fået nok.
Procter & Gamble, Sainsbury’s, T-Mobile og npower var blandt de første, der meldte ud, at de ”fulgte nøje med i avisens håndtering af sagen”. Dette skete for flere måneder siden, og hvis den trussel ikke fik ledelsen på News of the World til at svede – Procter & Gamble er ifølge Guardian bladets tredjestørste annoncør – så må de seneste dages begivenheder afgjort have gjort det.
Her har annoncører som Ford, Vauxhall, Virgin Holidays, Lloyds, the Co-op og Halifax nemlig trukket alle annoncer ud af bladet, og en lang række andre brands har meldt ud, at de er på nippet til at gøre det samme.
Dertil kommer, at eksempelvis kvidretjenesten Twitter huser en omfattende smædekampagne mod avisen og – ikke mindst – dets annoncører.
Du kan læse mere her om sagen i stort set alle britiske medier. Eksempelvis
her.