Det er ikke nemt at være Steve Jobs. Næppe havde Apple-ansigtet med ordene ”Det er vores mest avancerede teknologi i en magisk og revolutionerende enhed til en utrolig pris” introduceret det nye vidunder, før balladen brød ud.
– Det er vores navn, mente først Fujitsu, som har markedsført en ”håndholdt enhed” som iPAD siden 2002. Der er dog siden opstået uenighed om, hvor vidt Fujitsu stadig ejer varemærket i USA.
Også Siemens registrerede tilbage i 2007 et varemærke for navnet ipad, men i en helt anden produktkategori, nemlig motorer og maskiner, så her er Apple tilsyneladende home free.
Men nu har en fransk-italiensk chip-producent ved navn STMicroelectronics så også meldt sig på banen – de bruger navnet IPAD til chip til mobiltelefoner. Forkortelsen står for Integrated Passive and Active Devices, og virksomheden ejer faktisk reelt retten til at benytte navnet i Europa…
Det skriver Computerworld News Service.
STMicroelectronics registrerede navnet IPAD som varemærke i EU 14. september 2001.
Det udløber imidlertid den 14. september i år, og i mellemtiden har et andet firma – der ifølge historien i Computerworld New Service anses for at være en slags skalkeskjul for Apple – ansøgt EU om brugen af navnet som varemærke.
Koncerndirektør for STMicroelectronics, Carlo Bozotti, som pt. er i Taipei, blev af journalister spurgt om hans virksomhed vil forsøge at indgå en aftale med Apple eller lægge sag an om retten til varemærket.
Hertil svarede han ”Vores ambition er at få en fantastisk kunde ved navn Apple”, men afviste at sige noget om, hvad hans virksomhed specifikt agtede at gøre i sagen.
Det er i øvrigt ikke første gang Apple løber ind i navnestridigheder i forbindelse med nylanceringer.
Da iPhonen blev afsløret i starten af 2007, fik Apple – dagen efter afsløringen – et sagsanlæg på halsen fra Cisco Systems, som ejede retten til at bruge iPhone-navnet. Den sag blev dog løst ved at de to virksomheder indgik et forlig.