Der sker ting og sager på bureaufronten hos den internationale mejerikoncern Arla i disse måneder.
I oktober blev en europæisk pitch på mediebureauområdet afsluttet, og nu er der også skiftet ud på reklamebureaufronten i Danmark.
Arla har dermed udpeget det bureau, som skal indfri et ambitiøst mål om at gøre Arla til førende digital FMCG-virksomhed frem mod 2020. UncleGrey løb med sejren foran Brandhouse og &Co.
Den hidtidige samarbejdspartner, Ogilvy, valgte at takke pænt nej til at deltage i pitchen.
Bureauskiftet hænger tæt sammen med, at Arla i 2014 relancerede sit masterbrand under payoff’et “Nyd det gode”.
Ifølge Arla er der opnået gode resultater ved at styrke masterbrandet, men man er endnu ikke lykkedes med at få integreret produktbrands på samme rejse, hvilket fremadrettet bliver fokus for markedsføringen og dermed forretningen.
Stærke digitale kompetencer
UncleGrey kommer til at styrke det strategiske og eksekverende link med de forskellige produktbrands som fx Arla 24, Arla Harmonie og Arla Protein i det danske marked.
– Vi er i gang med at arbejdet for at styrke Arlas position i markedet ved at skabe indhold, der er endnu mere engagerende og motiverende, end vi hidtil har gjort. Formålet er at øge loyaliteten til vores brand og samtidig bekræfte forbrugerne i deres præference for at købe vores produkter, lyder det fra Jakob B. Knudsen, marketingdirektør i Arla Danmark.
Han fortæller, at det især er stærke digitale kompetencer, der har været altafgørende for Arlas valg af UncleGrey.
– I pitchprocessen har UncleGrey vist både at kunne tænke strategisk og kreativt på alle kanaler med henblik på at understøtte forretningen. Og de har vist, at de kan tænke 360 grader rundt i deres anbefaling af koncepter og løsninger. Det betyder, at de tager udgangspunkt i ét bærende univers, der så kan implementeres på tværs af produktbrands og målgrupper, fortsætter han.
Glæde hos UncleGrey
Hos Rolf Bach Christensen, adm. direktør for UncleGrey Danmark, er der naturligvis glæde at spore.
Med den nye kunde får bureauet fingre i en meget stor del af Arlas samlede marketingbudget i Danmark, nemlig mellem 40 og 50 pct.
Arla var i 2014 Danmarks 13. største annoncør med et reklameforbrug på 96,2 mio. kr. – opgjort som bruttotal, altså mediernes listepriser inden evt. rabatter – ifølge Gallup AdFacts.
– Vi er super glade og stolte over at være valgt som Arlas nye reklamebureau. Det er uden tvivl en af Danmarks mest spændende virksomheder, som stort set alle i befolkningen har en holdning til. Og vi glæder os meget til at komme i arbejdstøjet og til at løfte alle Arlas produktbrands gennem én samlet, stærk fortælling, siger han.
Wieden+Kennedy, London, er fortsat ansvarlig for Arlas masterbrand-kommunikation på tværs af Arlas markeder, og UncleGrey kommer herhjemme til at være ansvarlig for en transcreation af Wieden+Kennedys arbejde.
Den opgave har tidligere været løst af Ogilvy, der også har udviklet produktkampagner. Ogilvy fortsætter som bureau på Riberhus og kører en række Arla-opgaver færdig i løbet af 2016.
Transcreation bliver blot en lille del af UncleGreys nye opgave. Mellem 80 til 90 pct. af arbejdet bliver lokale eksekveringer, fortæller Jakob Bernhard Knudsen.
Arla samarbejder også med Hjaltelin Stahl, der bl.a. håndterer Buko, Kærgården og Karolines Køkken.