Invest in Denmark har tiltrukket 42 udenlandske investeringsprojekter til Danmark i løbet af 2009. Ud af de 42 investeringsprojekter kommer 19 procent fra europæiske virksomheder, 38 procent fra nordamerikanske virksomheder og 43 procent fra asiatiske. De udenlandske projekter har foreløbig givet omkring 2.000 danske arbejdspladser.
– Tallene viser, at Danmark stadig er et meget attraktivt investeringsland. Vi har højt kvalificeret arbejdskraft, et fleksibelt arbejdsmarked, og vi er en førende kreativ og innovativ nation, siger udenrigsminister Per Stig Møller.
Danmark er ellers blevet mindre populært blandt de udenlandske investorer, blandt andet i form af en dårligere vurdering af Danmarks som attraktivt investeringsland.
Det er også hårdt tiltrængt, at det lykkes at få nye arbejdspladser til Danmark. Arbejdsløsheden stiger voldsomt og samtidig rykker stadig flere avancerede arbejdspladser til lavtløns-områder. Derfor er det særligt vigtigt, at de nye udenlandske arbejdspladser netop kræver højt kvalificeret arbejdskraft, blandt andet i cleantech-sektoren.
– Danmark skal satse på at tiltrække endnu flere udenlandske investeringer for at øge den danske konkurrenceevne. Der er ingen tvivl om, at en lille åben økonomi som den danske har kæmpe fordele af den kapital og viden, som de udenlandske investorer kommer med, siger Per Stig Møller.
Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea, mener:
– I krisetider er det altid svært at tiltrække udenlandske investeringer. Derfor er det meget positivt, at man har været i stand til at tiltrække så betydelige investeringer. Især de asiatiske investeringer er bemærkelsesværdige, siger han.
Berlingske Business side 11.