Betydeligt flere penge mellem hænderne i pensionisttilværelsen.
Det vil være konsekvensen for danskerne, hvis ATP går ind på det danske pensionsmarked med sit lave omkostningsniveau, som pensionsgiganten aktuelt agter at gøre det i England.
I dag spises en pæn del af afkastet på pensioner af pensionsselskabernes høje omkostninger. Det kan betyde en kæmpeforskel, især hvis renten er lav, og man hører til i et pensionsselskab, som tager sig godt betalt for at passe på ens penge.
Billedet kan ændre sig fuldstændigt med et endnu ikke offentliggjort lovforslag, som Jyllands-Posten er i besiddelse af.
Forslaget giver nemlig ATP lovhjemmel til at stifte et pensionsselskab som datterselskab og på den måde konkurrere direkte med kommercielle pensionsselskaber.
Konsekvensen kan blive, at der vendes helt op og ned på markedet.
I dag ligger ATP’s omkostninger i bund med cirka 0,1 procent om året på grund af koncernens standardiserede pensioner.
Selv om de ville stige, hvis ATP skulle agere på private vilkår, ville det stadig være langt mere fordelagtigt end i de store pensionsselskaber, siger aktuar og pensionsekspert Jørgen Svendsen fra Olympic Pension.
Epn.dk