ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension, red.) er gået på bureaujagt og har et udbud til en anslået samlet værdi på 10 millioner kroner ude.
Det fremgår af den europæiske udbudsportal, TED, Tender Electronics Daily.
Ifølge udbudsteksten ønsker ATP en leverandør, der kan levere ”alle ydelser samt sparring og rådgivning indenfor primært corporate communication, branding, kampagner, intern kommunikation samt public affairs.”
Opgaverne spænder vidt inden for de fem hovedområder:
Der nævnes i udbudsmaterialet eksempler som CEO- og ledelsespositionering, bæredygtighedskommunikation, udvikling af kreative koncepter, kampagneeksekvering, PR, intern kommunikation og sparring i forhold til Public Affairs.
Hjaltelin Stahl og Advice tidligere partner
Tidligere har ATP på bureaufronten samarbejdet med blandt andre Hjaltelin Stahl og senest Advice.
Sammen med førstnævnte vakte pensionsselskabet for nogle år siden opsigt med en række kampagner under det, ATP dengang kaldte Pensionsdagen.
Det udmøntede sig blandt andet i en kampagne, hvor den ekstra time i forbindelse med sommertiden blev udnyttet som kreativt omdrejningspunkt.
Og en kampagne, hvor børn blev bedt om at forklare, hvad pension er for en størrelse.
Der er budfrist 25. maj og udbuddet kan nærstuderes her.