Værdiansættelserne af de ejendomme, der reelt førte til Amagerbankens konkurs, foregik på et både spinkelt og overfladisk grundlag. Afsløringerne chokerer flere eksperter, skriver Børsen.
– Deres fremfærd er særdeles kritisabel. Det virker mere, som om Amagerbankens ledelse er gået efter nedskrivninger end en reel værdiansættelse, siger direktør Karsten Rasmussen fra KR Business Partner, der tidligere var partner og leder af afdelingen for fast ejendom i PwC.
Da Amagerbanken krakkede forrige søndag, lød begrundelsen, at der var foretaget nedskrivninger på 3,1 mia. kr. som følge af nye vurderinger af bankens ejendomsengagementer.
Bankens bestyrelsesformand, advokat Niels Heering, forklarede, at der i alt var gennemgået knap 170 af bankens største engagementer.
Men de eksterne erhvervsmæglere, som blev hyret af Amagerbanken, vurderede kun et meget beskedent antal af ejendommene. Samtidig bad Amagerbankens ledelse ifølge dagbladets Børsens oplysninger erhvervsmæglerne direkte om at foretage en såkaldt »desk top valuation« – på dansk »en skrivebordsvurdering«, hvor mæglerne som regel ikke var ude at besigtige ejendommene.
Formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening Steen Winther-Petersen lægger – ligesom Karsten Rasmussen – klart afstand til skrivebordsvurderingerne af ejendommene i Amagerbanken.