I den danske finanssektor er manglen på kapital fortsat det største problem, understreger en række eksperter overfor Berlingske.
– Manglende kapital er det fundamentale problem. Man har så lidt kapital, at man ikke kan tåle, at aktiverne falder i værdi, så man får tab. Og det er ikke kun Max Bank, der er i den situation. Flere danske banker har problemer med at have kapital til at absorbere tab, siger Jesper Rangvid, professor i finansiering ved Copenhagen Business School.
Sidste skud på stammen er altså sydsjællandske Max Bank, som sent lørdag aften meddelte, at nye krav fra Finanstilsynet om øget kapital betød, at banken ikke kan fortsætte sin virksomhed uden en kapitalindsprøjtning. I aftes fik myndighederne forhandlet en aftale på plads med Sparekassen Sjælland, der overtager de sunde dele af den kollapsede Max Bank.
De 150 dårligste kunder ryger i skraldespandsselskabet Finansiel Stabilitet.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at den danske bankkrise er tæmmet af politikere og Nationalbankens ekstraordinære tiltag.
– Der er en række banker, som ligger på grænsen og skal have ny kapital for at klare sig. Det er et langsigtet problem, for det er under alle omstændigheder svært at få. Men det er jo klart, at den europæiske gældskrise gør det endnu sværere. Der er jo ingen investorer, der vil røre bankerne nu, siger Jan Bartholdy, lektor i finansiering ved Handelshøjskolen i Aarhus.
Her hjælper Nationalbankens låneordning ikke, fordi bankerne kun kan hente likviditet – og dermed kortsigtet finansiering – her, men ingen kapital.