Storbritanniens banker har taget konsekvensen af de stigende europæiske gældsbekymringer og har derfor skåret deres udlån til banker i Eurozonen med en fjerdedel i løbet af bare et enkelt kvartal, skriver Aktiefokus.
Det er bekymrende, vurderer ekspert. Data indsamlet af Financial Times viser, at de fire største banker i Storbritannien har sænket deres udlån til Eurozonens banker med 24 pct. til 10,5 mia. pund fra juli til september, og det er især Sydeuropa, anført af de græske og de spanske banker, der lider.
HSBC, der er den største udlåner til andre banker, er også den bank, der har skåret mest i udlånene til andre banker i Eurozonen. Banken har sænket sine udlån med hele 40 pct., hvilket blandt andet betyder, at banken er stoppet med at låne penge til græske banker, mens man har nedjusteret sine udlån til spanske og irske banker med omkring to tredjedele.
– Myndighederne ser gerne, at man sænker sin risiko over for statsgæld, men det er langt mere bekymrende, når de store banker begynder at trække likviditet ud af interbank-markedet (markedet for udlån mellem banker red.), siger John Pain, der er regulatorisk partner i KPMG til Financial Times.
Interbank-udlånene er en god indikator på krisestemningen, hvilket blandt andet blev illustreret, da finanskrisen toppede i 2008. På det tidspunkt ophørte så godt som alt udlån mellem bankerne.