En stribe danske banker er ikke i stand til at overholde de nye og skrappere krav til finanssektoren, der træder i kraft om bare 15 måneder.
En ny opgørelse fra Finanstilsynet viser således, at i alt 17 pengeinstitutter bryder de fem nye regler for, hvor robuste bankerne skal være, og hvor meget de må låne ud til eksempelvis ejendomme. Tallet havde været 18, hvis ikke den sydsjællandske Max Bank krakkede i weekenden og måtte overtages af Sparekassen Sjælland. 27 procent af bankens samlede udlån var givet til ejendomsmarkedet. De nye krav, der træder i kraft i 2013 for at forhindre nye bankkrak, sætter grænsen ved maksimalt 25 procent.
En række banker erkender selv, at de ikke kan leve op til kravene. Cantobank, Vestjysk Bank, Aarhus Lokalbank, Basisbank, BRFKredit Bank og landets sjettestørste bank, FIH Erhvervsbank, overskrider alle et eller flere af parametrene.