Danskerne har i årevis betalt milliarder af kroner til bankerne uden at få noget som helst for dem.
Bankerne anbefaler nemlig systematisk deres kunder at spare op til pension i ordninger, hvor der sidder en dyr aktiehandler og køber og sælger i et forsøg på at slå markedet.
Det er selv om, det er videnskabeligt bevist, at det i gennemsnit er en langt bedre forretning at vælge en billig ordning, hvor pengene typisk bliver stående i samme aktier og følger aktiemarkedets generelle udvikling. Kritikken kommer fra en bred skare af professorer, pensionseksperter, privatøkonomer og Forbrugerrådet.
– Bankernes opførsel over for kunderne grænser til forkert rådgivning. Det kommer så langt ud, fordi de tjener styrtende med penge på at råde folk til at vælge de dyre fonde. De store banker som Danske Bank, Nordea og Jyske Bank tjener så mange penge på det her, at det er til at blive dårlig af, siger privatøkonom Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg til Politiken.
En typisk familie ville have cirka 1 million kroner mere til sig selv, når pensionsalderen kommer, hvis bankerne i stedet anbefalede en billigere ordning, påpeger Kim Valentin i Politiken.
Borsen.dk/Pol.dk