Inger og Jette – to vestjyske bedstemødre fra Ringkøbing – er de sidste par måneder blevet et viralt hit i en serie på Danish Crowns madkanal.
Serien ’Mad med Mormor’ med Inger og Jette som hovedpersoner har således samlet skaffet slagteriet 1,7 millioner organiske visninger på Instagram, skriver Danish Crown i en meddelelse til Markedsføring.
I serien viser Inger og Jette korte film om, hvordan man laver frikadeller, karbonader og hakkebøffer, ”som mormor lavede dem”.
Foreløbig er der udgivet ni film, som samlet tegner sig for mere end 12.500 likes – og knap 5.000 brugere har gemt videoopskrifterne.
”Følgerne er virkelig vilde med Inger og Jette, og det er vi også. Med glimt i øjet lærer de deres bedste tricks fra sig og viser, at dansk mad ikke behøver være svært. De minder os om vores egne bedsteforældre og om, hvor meget vi kan lære generationerne imellem,” siger Mia Balle Sørensen, der er director, digital agency & consumer engagement, Danish Crown, i meddelelsen.
Idé udsprang fra Google-data
Derfor hitter 'Mad med mormor'
Ifølge Danish Crown er faldende data en af grundende til at ‘Mad med Mormor’ er brugt igennem på SoMe.
- Der er omkring 30.000 månedlige søgninger på mormormad i Danmark – og tallet er stigende (Google)
- Søgninger på frikadeller er steget 8,5 % de seneste tre måneder. Karbonader er steget 6,8 % i samme periode. Boller i karry er steget 24,7% (Google Trends)
- 44 % af danskerne foretrækker at lave maden fra bunden (Madkulturen 2024)
- 42 % spiser stadig traditionel dansk mad til aftensmad (Madkulturen 2022)Kilde: Danish Crown
Kampagnen er udviklet og produceres af Danish Crowns inhouse digitale team, der tæller syv personer.
Ifølge Mia Balle Sørensen er idéen til kampagnen udsprunget af data fra Google, der viser ca. 30.000 månedlige søgninger på ”mormormad ”– og en stigende interesse.
”Klassiske retter er stadig blandt de mest populære i de danske køkkener. De samler os og giver tryghed og genkendelse. I en tid med meget usikkerhed i verden vender vi os mod det velkendte. Mad er ikke kun smag, men også relationer og fællesskab. Det ser vi tydeligt i reaktionerne,” siger Mia Balle Sørensen.
Hvordan fandt I frem til Inger og Jette?
”Vi ønskede at finde nogen reelle bedstemødre, som troværdigt kunne dele deres erfaringer. Her stødte vi på Jette og Inger i forbindelse med et madhold (Mormors Madhold, red.), de har for nogle børn i Ringkøbing/Skjern kommune.”
Er der et mønster i forhold til, hvad der har virket bedst af jeres indhold med Inger og Jette?
”Forbrugerne vil rigtig gerne lære, inspireres og ikke mindst undgå de fejl, man typisk kan komme ud for, når man står i køkkenet. Det forsøger vi at hjælpe dem med, når Inger og Jette er på skærmen. Vi kan sagtens dele gode opskrifter på frikadeller, men ofte søger forbrugerne i højere grad hjælp til at lykkes godt med deres opskrifter.”
Serien kommer til at fortsætte
At hendes madglæde er gået hen og er blevet et hit på sociale medier har overrasket Inger, fortæller hun i meddelelsen:
”Jeg laver bare maden, som jeg har lært det. Frikadeller er altid et godt sted at starte. Børnene elsker dem, og de er nemme. Måske er det bare tiden, der har gjort det populært igen.”
Ifølge Mia Balle Sørensen vil der snart kommer flere film med de to populære bedstemødre i Danish Crown-regi.
”Mad med Mormor”-serien er shortlistet i to kategorier på Clever Content konferencen i denne uge for Bedste brug af video og Bedste B2C (business to consumer) content-projekt.
Nedenfor kan du se den film i serien, ’Undgå den største fejl – husk at lade farsen hvile’, der har opnået flest visninger.