Danmarks største modevirksomhed Bestseller har solgt børnetøj med for højt indhold af azofarvestoffer, der er på EUs liste over forbudte kemikalier og kan give blærekræft.
Helt konkret drejer det sig om 2.020 grønne cardiganer og 11.316 blå jakker solgt i koncernens børnetøjsbutikker Name It i Danmark og ti andre lande.
Bestseller opdagede, at indholdet af azofarvestoffer var et brud på EUs kemikalierestriktioner, kort efter at tøjet var landet på butikshylderne i 2009 og i 2010. Men i stedet for at kommunikere dette bredt ud, valgte Bestseller ifølge Berlingske Tidende i stedet at sætte små notitser op i butikkerne og på egen hjemmeside.
Oplysningerne har således været hemmeligholdt for pressen og myndighederne på trods af, at virksomheder er forpligtet til at indberette, hvis de kommer til at sælge produkter, der er til fare for forbrugerne.
Sagen kan udvikle sig katastrofalt for Bestseller, da forbrugerne kan miste tilliden til virksomheden, hvis de får en fornemmelse af, at oplysninger tilbageholdes, vurderer Finn Frandsen, professor i virksomhedskommunikation.
Hos Bestseller beklager CSR-chef Tina Devantier Larsen.
– Vi forsøger at finde fejlene, inden varerne når ud i butikkerne. Det er ikke sket i alle tilfælde, og det beklager vi, siger hun.