Sidste år toppede det sydkoreanske bilmærke Hyundai avisen USA Todays traditionelle Super Bowl AdMeter-afstemning, hvor årets høst af reklamefilm ranglistes dagen efter kampen.

Topplaceringen skyldtes dengang filmen ”First Date” med skuespilleren Kevin Hart i hovedrollen, men i år var bilmærkets film ikke med på listen.  

Ikke fordi Hyundai ikke havde købt reklameplads, men fordi filmen først var booket ind i et af de såkaldte “post-gun slots” – en reklameblok, der ruller, efter kampen er fløjtet af – og så tæller den ikke med i AdMeter-afstemningen.

Til gengæld har Hyundai-filmen efterfølgende leveret et comeback på niveau med det, der fandt sted på banen, da New England Patriots i nervepirrende overtid vandt over Atlanta Falcons.

Og forklaringen på, at reklamefilmen først skulle vises efter kampen? Den skulle lige være færdig – den er nemlig både optaget, redigeret og produceret under kampen.

90 sekunder på tre timer
Filmen er optaget på den amerikanske militærbase i Zagan i Polen, hvor Hyundai havde arrangeret et Super Bowl-fest med storskærme og mad og drikke for de udsendte soldater.

På et tidspunkt undervejs i kampen bliver tre af soldaterne bedt om at komme med, og de føres ind i noget, der udefra minder om en høj have-swimmingpool.

Indenfor sætter de sig i en stol, og pludselig ”er” de på stadion. Og ikke nok med det: De sidder ”lige ved siden af” dem, de savner: Deres ægtefæller og børn. Og at dømme efter ansigterne er oplevelsen ganske overvældende for familierne, der ikke har set hinanden i mange måneder.

For at få det hele til at lykkes var der ifølge instruktør Peter Berg da også tale om et lidt stramt program…

– Vi filmer i første quarter, og så har vi cirka andet quarter og halftime til at redigere. Så skal den lige godkendes af Forsvarsministeriet, Fox, Hyundai og NFL, og så har vi tredje quarter til at foretage ændringer og fjerde quarter til at uploade og sende.

Den mest effektive
Og ifølge video ad tech-virksomheden Unruly, så var det ikke kun de tre soldater og deres familier, der blev rørt af Hyundais reklamefilm.

Virksomheden havde til dette års Super Bowl udviklet et nyt måleværktøj – EQ Score – som skulle kunne registrere reklamernes effekt på bl.a. følelser, brand-opfattelse, brand-autenticitet og købsintentioner, og konklusionen er klar: Hyundais reklamefilm napper førstepladsen og er dermed, hvad Unruly kalder aftenens ”mest effektive reklame”.

33 procent gav udtryk for købsinteresse, 40 procent følte ”intense happiness”, mens de så filmen, 55 procent havde et mere positivt syn på brandet ”Hyundai” efter at have set filmen, og hele 88 procent mente, at filmen havde autenticitet – et det højeste tal blandt de testede film.

Hyundai-filmen med titlen A Better Super Bowl snuppede førstepladsen foran Coca-Colas fine ”genbrugsfilm” It’s Beautiful fra 2014 – og med den dansk-instruerede Procter & Gamble-film, Mr Clean, på tredjepladsen.

Se hele listen med detaljerede tal her.

Og her er den så – Hyundais populære lyn-produktion, skabt af bureauet Innocean og instruktøren Peter Berg – efterfulgt af TV-indslaget om filmen fra ABC News.

Indslag fra ABC News (omtaler også Snickers’ Live Super Bowl-reklame)